Hvad søger du?

Barselsrefusioner og procedure

Denne fase indeholder processen for barselsrefusioner.

Ret til barselsrefusioner?

Med kommunal ansættelse har en barslende mor ret til at gå på barsel 8 uger før forventet nedkomst. De første 4 uger er ikke dagpengeberettigede. Det er kun de sidste 4 uger før det forventede fødselstidspunkt, der er dagpengeberettigede. Den barslende får normal løn i de 8 uger før forventet fødsel, som afholdes af driftsstedet, mens driftsstedet modtager dagpengerefusionen for de 4 uger.

Fra fødselstidspunktet har en mor ret til 14 ugers barselsorlov. I denne periode får hun løn som normalt, mens driftsstedet modtager dagpengerefusionen. Efter de 14 uger har hver af forældrene en individuel ret til at holde orlov i 32 uger. Dog har de kun ret til 32 ugers barselsdagpenge tilsammen. Heraf vil driftsstedet udover de 14 uger efter fødslen modtage dagpengerefusion i maksimalt 12 uger. Hvis moderen benytter sin ret til orlov derudover (maks. 20 uger) kan hun alene modtage dagpenge, mens driftsstedet ikke skal afholde løn i denne periode.

I forhold til faderen, har han mulighed for at holde 14 dages fædreorlov umiddelbart efter fødslen. Disse dage er øremærket til faderen, og er med fuld løn. Efter moderens 14 ugers barselsorlov med løn har faderen mulighed for at afholde 7 ugers forældreorlov med fuld løn. Driftsstedet får i denne situation også dagpengerefusion under forældreorloven.

Central Barselspulje

Ishøj Kommune har som andre kommuner en central barselspulje.

I forhold til den Centrale Barselspulje gælder, at driftsstedet fra 8 uger før forventet barsel, uanset at den barslende først er dagpengeberettiget 4 uger før forventet barsel, også har ret til midler fra den centrale barselspulje.

Den centrale barselspulje (der fungerer som en forsikringsordning), er finansieret af en lille bid af alle budgetlagte lønsummer - i 2018 svarende til 0,75% af lønsummen. Herfra kompenseres driftsstedet - udover dagpengerefusionen - ved barsler således: For de første 4 af de ialt 8 uger før barslen, udgør kompensationen 80% af den barslende medarbejders løn. Herefter - fra og med den 5. af de 8 uger - svarende til 80% af forskellen mellem dagpengene og den barslende medarbejders normale løn. Idet den barslende medarbejders løn typisk vil være en del større end dagpengene.

Som tommelfingerregel betyder det, at driftsstedet samlet set (med dagpenge og barselspuljemidler inkluderet) får et beløb svarende til omkring 90% af den barslende medarbejderes løn retur, til brug for en barselsvikar eller andet lønforbrug.

Søgning

Kopi af vandrejournalen skal fremsendes til Lønteamet, efter at medarbejderen har været til ultralydsscanning. Den forventede barselsperiode registreres i OPUS og efterfølgende udløser det grundlag for søgning af dagpenge. Der oprettes automatisk søgning af barselsdagpengerefusioner i fht. Nemrefusion (på Virk.dk), når reglerne for søgning er opfyldt.

Kontering

"Udbetaling Danmark" sender barselsrefusionen til kommunens hovedkonto. Herfra udbetaler Lønteamet løbende de beløb, der modtages, til driftstedet. Pengene bogføres og konteres en gang om måneden i forbindelse med lønkørslen.

Opfølgning

Driftsstedet kan løbende følge op på sagerne via fanen ”Mit personale” i KMD OPUS Rollebaseret Indgang. Her trykkes først ”Fravær/nærvær” og mappen ”Barselsrefusion” og endelig vælges punktet ”Opfølgning på sager”. Nu har driftsstedet mulighed for at skabe sig et overblik (3 måneder, 6 måneder, 9 måneder, 12 måneder, fuld historik osv.) over de medtagne barselssager for driftsstedets medarbejdere.

Senest opdateret 30. januar 2018