Hvad søger du?

Hjælp til billeder og grafik

I Kommunikation kan vi hjælpe dig med at nå din modtager med visuel kommunikation som grafisk design, fotos og video

Vi bruger øjnene til at bearbejde 85 procent af de indtryk, vi modtager.

Vi opfatter og afkoder lettere visuelt indhold som billeder, video og andre grafiske elementer.

Derfor er det altid en god idé at overveje, om din kommunikation kan gøres mere visuel.  

Herunder kan du læse, hvordan vi kan hjælpe dig med grafisk design, fotos og video, og hvad du selv skal gøre:

Grafisk design

Det gode layout understøtter dit budskab:

  • En pjece, flyer eller plakat kan skabe opmærksomhed, ramme en bestemt målgruppe, fortælle om en begivenhed og få et budskab ud. Hvilken kommunikationskanal vi vælger, afhænger af budskab/begivenhed og målgruppe.

    Nogle gange vælger vi et samspil af forskellige kanaler, fx en flyer med det fulde program sammen med en A3-plakat, der sætter fokus på tid og sted, 
    eller en større pjece med mange sider og kompliceret indhold sammen med en pixi-udgave, der trækker de vigtigste pointer ud.

    Pjecen, flyeren og plakaten bruger vi også tit i sammenhæng med andre kanaler som fx hjemmeside, pressemeddelelse, Facebook-opslag og tv-indslag.
  • Grafik kan være med til at forklare en tekst eller tal, fx regnskabssøjlerne i Ishøj Nyt.
  • Illustrationer kan synliggøre og forenkle svære emner. De kan være mere neutrale og ikke udstille personer, som foto kan gøre. Illustrationer kan bruges i stedet for eller i sammenhæng med foto.
  • Et logo/ikon kan skabe genkendelighed og en grafisk linje i produktet.

Hvad kan Kommunikation gøre for dig?

  • Vi indkalder dig til et kort møde eller briefing via mail eller telefon om opgaven.
  • Vi laver grafik 
  • Vi sætter din tekst og fotos op (store oplag)
  • Vi kan hjælpe med at gøre din tekst skarp, hvis du har behov for det.
  • Vi kan hjælpe med fotos, hvis du ikke selv kan finde nogen.  
  • Vi gør klar til tryk og bestiller hos trykkeri (store oplag).

Hvad skal du selv gøre?

A5-pjece eller flyer i mindre oplag:

  1. Sæt din tekst ind i skabelonen 
  2. Bestil tryk hos Rådhusservice.

Du kan finde skabeloner og vejledninger på Uglen.

Pjecer, flyere, plakater mm. i stort oplag:

  1. Kontakt Kommunikation, inden du går i gang. Vi forventer, at du har gjort dig tanker om, hvem din modtager er, og hvorfor vi skal lave produktet.
  2. Skriv teksten og læs korrektur.
  3. Tag/find fotos i høj opløsning som egner sig til tryk. Billedet skal min. have en størrelse på 1 MB og være skarpt - til forside- eller helsidesbilleder kan der være højere krav.
    Du kan låne et kamera i Kommunikation eller bruge din mobiltelefon. 
  4. Indhent skriftligt samtykke til din tekst og/eller fotos, hvis det kræves pga. GDPR-reglerne. 
  5. Få din tekst og fotos godkendt hos en leder, inden du sender den til Kommunikation.

Grafik, illustrationer, ikoner og logo:

  1. Forbered et oplæg og en beskrivelse af det, du fx ønsker at få illustreret eller lavet et logo til.
  2. Kontakt Kommunikation.

Tidsfrister

Det er altid en god idé at tage kontakt til Kommunikation, så snart du ved, at fx en pjece skal produceres og få booket tid i vores kalender til din opgave . Det er meget individuelt, hvor meget tid der skal bruges, og det afhænger meget af format/indhold.

Hvis Kommunikation skal hjælpe med foto og tekst, skal vi med i opstart af opgave, og vi vil i samarbejde med dig lave en plan for produktet.

Kontakt:

Fotos

Kommunikation kan hjælpe med diverse fotoopgaver. Det kan fx være fotos af en begivenhed til en pressemeddelelse eller fotos til hjemmeside, brochure og foldere.

Hvilke fotoopgaver tager Kommunikation sig primært af?

Kommunikation påtager sig primært fotoopgaver til historier om Kunstens by og de aktuelle dagsordener i byrådet og direktionen. De aktuelle dagsordner er sager, der har stor betydning for Ishøj-borgernes hverdag og kommunens udvikling, og som afføder særlige kommunikationsindsatser af kortere eller længere varighed jf. Ishøj Kommunes borgerrettede kommunikationsstrategi.

Tag dine egne fotos med et kamera fra Kommunikation

Hvis vi ikke kan løse din fotoopgave for dig, har du mulighed for at låne et kamera hos os, så du selv kan tage billeder:
Lån et kamera

Vi hjælper også gerne med kontakt til en ekstern fotograf.

Hvad kan Kommunikation gøre for dig?

  1. Vi tager din fotoopgave med på vores ugentlige kommunikationsmøde om mandagen, hvor vi prioriterer vores opgaver og fordeler ressourcer.
  2. Vi kontakter dig efter kommunikationsmødet med et svar på, om vi kan imødekomme dit ønske om fotografering.
  3. Vi sørger for, at der bliver forventningsafstemt med dig inden evt. fotografering om, hvornår billederne skal ligge klar, og om der er andre parter, der skal godkende dem. 
  4. Vi tager ansvar for, at evt. samtykke-erklæringer bliver udfyldt, hvis der fx optræder borgere på billederne.

Hvad skal du selv gøre?

  1. Overvej, inden du kontakter Kommunikation, hvad billederne skal bruges til, og hvor mange du har brug for. Du skal også overveje, hvilke tilladelser eller GDPR-samtykkeerklæringer, det vil kræve. 
  2. Kontakt Kommunikation, fx via dit centers kontaktperson i Kommunikation eller på mail kommunikation@ishoj.dk

Hvis vi siger ja til din fotoopgave, får vi måske brug for din hjælp til at få underskrevet GDPR-samtykkeerklæringer. Det er typisk tilfældet, hvis dem, der skal underskrive, ikke er til stede ved fotograferingen. Det er fx i forbindelse fotos af børn, hvor forældrene skal give samtykke på vegne af deres barn.

Tidsfrister

Fotoopgaver kan variere en del i omfang, så det kan være svært at sige noget generelt om, hvor lang tid det tager at løse opgaven.

Derfor vil vi anbefale, at du kontakter Kommunikation, så snart du overvejer at få taget nogle billeder, så vi kan aftale en tidshorisont.

Videoproduktion

Videoindslag er med til at give et mere nuanceret billede af kommunikation end det, borgerne ellers ofte får gennem pressen eller den daglige informationsstrøm fra kommunen. Et skarpt produceret indslag kan på få sekunder formidle budskaber, som på skrift ville fylde adskillige sætninger.

Kommunikation kan hjælpe med produktion af videoindslag om aktuelle tiltag/begivenheder i følgende kategorier:

  • kommunale tilbud
  • lokalpolitiske nyheder
  • foreningsliv
  • arrangementer
  • personportrætter
  • oplysning
  • Dokumentation
  • Interne fortællinger og/eller informationer

Kommunikation kan også være behjælpelig med interne produktioner som undervisningsmateriale, videoforedrag og præsentationer.

Hvad kan Kommunikation gøre for dig?

Vi sørger for, at der bliver forventningsafstemt med dig inden evt. optagelser om, hvornår det færdige produkt skal ligge klar, og om der er andre parter, der skal godkende det faktuelle indhold. Vi hjælper med det dramaturgiske indhold, fotograferingen, klipningen og tekster på det færdige indslag. Vi søger for udgivelse på SoMe og kontakt til pressen.

Hvad skal du selv gøre?

  1. Overvej følgende, inden du kontakter Kommunikation:
    Hvorfor vil du fortælle en god historie/informere?
    Hvem er din historie/information relevant for?
    ​Hvilke kommunalt ansatte, deltagere, foreningsmedlemmer, frivillige eller lignende kan være med til at fortælle historien bedst?
    Hvilke tilladelser eller GDPR-samtykkeerklæringer vil det kræve?
     
  2. Kontakt Kommunikation med dit ønske.

Kontakt:

Videojournalist
Bo Dalum
Mail zbd@ishoj.dk eller mobil 21622043

Senest opdateret 17. juli 2023