Første august blev det igen muligt for alle at møde fysisk på deres arbejdsplads, og det er dejligt at mærke aktiviteten stige i takt med at flere kommer tilbage.
Selvom nogle måske stadig nyder deres ferie, synes vi nu det er tid til at kigge lidt på, hvad efteråret kan bringe af opgaver og udfordringer her i Ishøj Kommune.
Corona, kommunalvalg og 3i1-måling er tre af de ting, vi vil give et par ord med på vejen.
Fra marts 2020 og frem til nu har vores verden stået mere eller mindre på den anden ende. Der er blevet ydet en hel exceptionel indsats fra alle medarbejdere, og vi vil endnu engang gerne sige tak for det store arbejde, der er blevet udført for at få kommunen så godt som muligt igennem coronakrisen.
Corona bliver i efteråret også en af de udfordringer, som vi skal håndtere. Vi er dog et andet sted nu end i foråret. Rigtig mange borgere såvel som medarbejdere er vaccineret og særligt blandt borgere over 55 år er vaccinationsprocenten tårnhøj – også i Ishøj.
En af de største udfordringer lige nu den lave tilslutning til vaccinationer i Ishøj Kommune. Nogle ønsker ikke vaccine mod Covid-19. Det skal vi naturligvis respektere. Men i mange tilfælde hænger den manglende vaccinetilslutning sammen med tilgængelighed, usikkerhed og manglende viden. Mange afdelinger arbejder allerede ihærdigt med at sørge for let tilgængelige vaccinationstilbud til borgerne og at der er den rette viden tilgængelig.
Tak, fordi I rykker ud og tager fat, når det gælder!
Den 16. november er der som bekendt kommunalvalg. I år bliver det ekstra spændende i Ishøj, men uanset hvad, så er dette også en stor opgave, der kræver meget koordinering og en ekstra indsats af alle, der er involveret i valghandlingen – både før, under og efter!
Vi har i Ishøj en særlig udfordring i at få så mange som muligt til at stemme, og alle sejl vil blive sat til, for at vi lykkes med at højne valgdeltagelsen. Blandt andet er der fra Indenrigsministeriet bevilget penge til en valgbus, der kommer til at køre rundt i lokalområdet, for at ”lokke” folk til stemmeurnerne.
Vi må også være forberedte på, at det politiske rykker tættere på, og kan påvirke den måde, vi kan løse opgaverne på. Vi arbejder i en politisk styret organisation, og det vil kunne mærkes op til et kommunalvalg, hvor der er meget på spil.
En anden stor begivenhed, der venter lige om hjørnet, er den store 3i1-måling, hvor vi alle skal svare på spørgsmål om vores trivsel på arbejdspladsen og evaluere vores leder. Vi gennemførte i 2018 den første af denne slags målinger, og fik en flot svarprocent på 84%. Vi håber igen i år på en stor tilslutning til at svare på målingen, så vi sammen kan udvikle os til endnu bedre trivsel, ledelse og psykisk arbejdsmiljø.
Den 4. oktober modtager vi alle en mail og/eller besked i E-boks med de spørgeskemaer, vi skal svare på. Vi vil informere mere om målingen umiddelbart før den sættes i gang.
Til sidst vil vi gerne ønske alle rigtig god arbejdslyst – vi glæder os til det fortsatte samarbejde og indsats for alle I Ishøj Kommune.
Bedste hilsner
Kåre, Marie Louise og Alberte
Direktionen
Senest opdateret 17. september 2021