Fra den 1. august 2019 har vi røgfri arbejdstid for alle medarbejdere i kommunen, røgfri skoletid for skoleelever og røgfrie kommunale udearealer - sidstnævnte vil dog blive indført gradvist.
Her på siden kan du læse om, hvad Røgfrit Ishøj er, og hvad det betyder for dig som medarbejder og for Ishøj-borgerne.
Du kan også få mere at vide om kommunens rygestoptilbud til dig, som gerne vil have hjælp til at holde op med at ryge.
Siden opdateres løbende.
Røgfri arbejdstid betyder, at du som ansat i Ishøj Kommune ikke må ryge i arbejdstiden fra 1. august 2019, hverken indendørs eller udendørs, heller ikke uden for kommunens matrikler.
Arbejdstid defineres som hele den tid, du er på arbejde, får løn og står til rådighed. Selvbetalte pauser i arbejdstiden er også omfattet.
Rygeforbuddet gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Røgfri skoletid betyder, at elever på Ishøj Kommunes skoler ikke må ryge i skoletiden – uanset om de opholder sig på skolens område eller ej. Det gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Tidligere var der kun forbud mod at ryge på skolens område. Med den nye beslutning gælder røgfriheden hele skoletiden, også hvis eleverne opholder sig uden for skolens område. Det indbefatter også, hvis eleverne er på ture og ekskursioner.
Røgfrie kommunale udearealer betyder, at der ikke må ryges på områder i Ishøj, som er ejet af kommunen.
Røgfrie kommunale udearealer vil blive indført gradvist fra 1. august 2019 startende med de udearealer, hvor der færdes børn og unge. Det vil sige arealer ved kultur- og fritidsinstitutioner, legepladser, dagtilbud og skoler.
Røgfrie udearealer vil betyde, at askebægre vil blive fjernet på steder, hvor der indføres røgfrie udearealer. Rygeforbuddet gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Der er dog en undtagelse fra rygeforbuddet, når det gælder kommunens plejecentre og botilbud. Her må beboere gerne ryge i eget hjem samt på det udeareal, som er tilknyttet beboerens bolig.
Hvordan rygeforbuddet skal implementeres på resten af udearealet, vil blive drøftet og besluttet med de pågældende driftssteder.
Som medarbejder i Ishøj Kommune har du mulighed for at tilmelde dig et rygestophold, hvis du ønsker det.
Skriv til rygestoprådgiver Birgit Munk på rygestop@ishoj.dk, hvis du er interesseret i at komme på et rygestophold. Her kan du også få svar, hvis du har spørgsmål om kommunens rygestoptilbud.
Åben røgfri rådgivning
Du vil få mulighed for at finde dine egne gode måder til at holde rygetrangen på afstand, når du er på arbejdet.
Møderne kræver ingen tilmelding – du møder bare op en enkelt gang, eller så mange gange du har brug for.
Røgfrit liv – gruppeforløb
Du kan stadig nå at være med på de sidste mødegange. Ring eller send en sms til Birgit Munk på 2177 7690 og hør om dine muligheder for hjælp.
Røgfrit Liv er til dig, der gerne vil stoppe sammen med andre, på en bestemt dato.
Røgfrit Liv er et klassisk gruppeforløb, hvor du får værktøjer til at komme lettere igennem dit rygestop. I gruppen vil der deltage mellem 4 og 12 personer. Du får hjælp af en uddannet rygestoprådgiver.
Forløbet består af seks mødegange af to timers varighed, fordelt over seks uger.
Indhold:
De 6 mødegange ligger i tidsrummet kl. 15.30 – 17.30 på følgende datoer: 17/9, 24/9, 1/10, 8/10, 22/10 og 5/11.
Møderne foregår på rådhuset, mødelokale 9. sal.
Røgfri i det fri – gruppeforløb
Du kan stadig nå at være med på de sidste mødegange. Ring eller send en sms til Birgit Munk på 2177 7690 og hør om dine muligheder for hjælp.
Som noget nyt tilbyder vi et rygestopforløb i naturen.
Rygestopholdet henvender sig til dig, som gerne vil kombinere dit rygestop med naturoplevelser og bevægelse.
Vi mødes forskellige steder rundt i Ishøjs natur, mens vi går ture og snakker om temaer omkring rygestop.
Vi kommer til at benytte os af forskellige aktiviteter, fx snak omkring et bål.
Husk praktisk tøj og sko.
Er vejret dårligt, finder vi steder hvor vi kan være i tørvejr. Nærmere information følger.
De seks mødegange ligger i tidsrummet kl. 11.30-13.30 på følgende datoer: 2/9, 9/9, 16/9, 23/9, 30/9 og 7/10.
Røgfri arbejdstid – gruppeforløb
'Røgfri arbejdstid' er et forløb til dig, som ikke har planer om at stoppe med at ryge, men gerne vil have hjælp og støtte til at nedsætte dit tobaksforbrug, så du kan være røgfri i arbejdstiden.
På holdet får du redskaber og idéer at holde tankerne væk fra tobakken og tackle rygetrangen, når den opstår i løbet af arbejdsdagen.
3/10 - 14/11:
Første mødegang torsdag den 3. oktober 2019.
Forløbet er på seks mødegange som ligger i tidsrummet kl. 13-14.30 på følgende datoer:
3/10: Rådhuset, Mødelokale 9. sal.
10/10: Rådhuset, Mødelokale Saltkilden, 2. sal.
24/10: Rådhuset, Mødelokale Saltkilden, 2. sal.
31/10: Rådhuset, Mødelokale Saltkilden, 2. sal.
7/11: Rådhuset, Mødelokale Højsletten, 2. sal.
14/11: Rådhuset, Mødelokale Bøgeskoven, 2. sal.
3/9 - 8/10:
Du kan stadig nå at være med på de sidste mødegange. Ring eller send en sms til Birgit Munk på 2177 7690, og hør om dine muligheder for hjælp.
De seks mødegange ligger i tidsrummet kl. 8-10 på følgende datoer: 3/9, 10/9, 17/9, 24/9, 1/10 og 8/10.
Møderne foregår på rådhuset, mødelokale 9. sal.
Lokalt rygestophold efter aftale
Der er mulighed for at oprette lokale medarbejderhold på arbejdspladsen efter aftale med rygestoprådgiver Birgit Munk på rygestop@ishoj.dk.
Skriv til rygestop@ishoj.dk
Byrådet har besluttet, at Ishøj skal være røgfri kommune fra 1. august 2019.
Målet er, at der i 2030 ikke er nogen børn og unge i Ishøj, som ryger, og at max fem procent af de voksne ryger.
Fra den 1. august 2019 indfører vi røgfri skoletid for kommunens skoleelever og røgfri arbejdstid for alle ansatte i kommunen. Fra 1. august 2019 skal alle kommunale udearealer også gradvist blive røgfrie.
Det gælder alle former for rygning og brug af tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, snus og vandpibetobak.
Byrådet ønsker at gøre Ishøj sundere, og tobaksrygning er den enkeltfaktor, som har størst negativ indflydelse på vores helbred. Rygning slår 13.600 danskere ihjel hvert år. Det er mere end alkohol, fysisk inaktivitet, usund kost, fedme og dårlig mental sundhed - tilsammen.
Ishøj skal være en sund kommune, hvor børn og voksne kan færdes uden at blive generet af tobaksrøg, hvor nye generationer ikke begynder at ryge, og hvor mennesker, som ryger, kan få hjælp og støtte til at blive røgfri.
Ishøj Kommune støtter op om regeringens mål om, at ingen børn og unge – og max fem procent af den voksne befolkning, ryger i 2030.
Senest opdateret 27. oktober 2021