Hvad søger du?

”Jeg kunne se røgen helt til Greve”

Kommunale Ejendomme har arbejdet målrettet på blandt andet brandsikring af Ishøjs institutioner

”Det var meget traumatisk for os. Jeg kunne se røgen helt til Greve, hvor jeg bor. Det var meget voldsomt.”

Sådan siger leder af Firkløveren Sussie Groset om den brand, der hærgede daginstitutionens hus 3 en tidlig sommeraften onsdag den 2. juli 2014.

Ilden opstod i en kompostbunke tæt op ad naboens skur. Den tog til, og flammerne fik fat i skuret, som uheldigvis var fyldt med optændingsblokke. En vind tog gløderne og sendte dem ind under Firkløverens tag. Uheldige omstændigheder der førte det forfærdelige med sig: Huset brændte ned, og kun vægge og dele af loftet var tilbage.

”Nogle reagerede voldsomt på hændelsen, og bagefter havde vi et stort arbejde foran os med at bearbejde branden mentalt og få personalet tilbage på fode igen. Vi måtte sige til os selv og hinanden: Ingen døde, det var bare ting, der gik til i branden,” siger afdelingsleder Gitte Black.

Brandsikring på landets højeste niveau

Den slags oplevelser skal så vidt muligt undgås i fremtiden. Kommunale Ejendomme havde derfor stort fokus på netop brandsikring, da forsikringerne på kommunens ejendomme for nyligt var i udbud.

”Vi har arbejdet med brandsikring på mange planer i både daginstitutioner og på skoler: affaldshåndtering, placering af containere, opbevaring af materialer og meget andet, og så har vi flere steder opsat automatiske brandalameringsanlæg,” siger Peter Oriat fra Kommunale Ejendomme.

”Indsatsen betyder, at Ishøj Kommune ifølge forsikringsmægleren Willis i dag er helt i front blandt landets kommuner, hvad angår brandsikring, men vi skal fortsat arbejde for at fastholde den position.”

De vigtige kufferter blev reddet

Branden i Firkløveren efterlod kun materiel skade. Nogle ting var brændt, andre ødelagt af sod. En del ting blev reddet og opmagasineret i en ti meter lang container i et år.

”Mens branden stod på, kom en masse ansatte til, og takket være et godt samarbejde med brandvæsnet fik vi reddet noget, der var vigtigt for os: børnenes kufferter. Det er kufferter, hvor vi samler højdepunkter fra børnenes tid i børnehaven, og som de får med, når de starter i skolen,” siger Sussie Groset.

Da branden var slukket, og onsdag var blevet til torsdag, startede en ny fase. Det handlede nu om at bearbejde hændelsen hos børnene, som mødte op til en udbrændt børnehave.

”Vi talte med børnene om det. Talte om brandbiler, brandmænd og brandkvinder og lavede sammen med dem en billedbog om branden. Vi lånte et halvt hus hos dagplejen ved siden af, hvor vi rykkede ind, og selvom vi havde noget mindre plads, end vi var vant til, så var det hyggeligt at være der, mens det nye hus blev bygget,” siger Gitte Black.

”Vi fik det vendt til en forholdsvis god oplevelse. Nogle forældre var forståeligt nok frustrerede, og der var ikke nok plads til alles tøj i garderoben, men det rystede både personalet og børnene sammen. Mantraet blev, ’det kan vi godt klare’ – og det gjorde vi sammen med børnene. Det er ikke rammerne, men menneskene, der gør huset,” siger Sussie Groset.

Fokus på skybrud, tyveri og tryghed

Forsikringsudbuddet har været en lejlighed til at zoome ind og stille skarpt på ikke blot brandsikring af kommunens ejendomme, men også på skybrudssikring, tyveri og generel tryghedsskabelse.

”Vi har gjort en stor indsats for at nedbringe antallet af tyverier. Alle pc’ere og iPads bliver mærket. På skolerne er indrettet indbrudssikrede lokaler til elektronisk udstyr, og til institutionerne er indkøbt sikringsskabe, og så har vi installeret nye automatiske tyverialarmanlæg på en række bygninger,” siger Peter Oriat.

Der er også blevet gjort en indsats for at forhindre, at det våde element får lov at ødelægge. Ishøj Forsyning, Park- og Vejcenter og Kommunale Ejendomme har arbejdet sammen om at lave alt fra lavpraktiske foranstaltninger som riste, bassiner, kanter og pumper til gennemførslen af en omfattende klimatilpasningsplan, som sikrer store dele af kommunen mod fremtidige klimahændelser.

Omdrejningspunktet for alle tiltag har været en forhøjet tryghedsfølelse. Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse og Kommunale Ejendomme har besøgt kommunale institutioner, der i løbet af året har været plaget af unge mennesker, der brænder ting af, laver hærværk eller optræder støjende eller truende.

”Vi har arbejdet målrettet med disse initiativer, og vi har opstillet klare mål og strategier. Det har vi gjort i samråd med diverse forsikringsselskaber og udover at øge tryghedsfølelsen hos alle parter, så sparer vi med den nye forsikringsaftale et væsentligt beløb i forhold til tidligere – vel at mærke uden at vores forsikringsbetingelser er ændret,” siger Peter Oriat.

Nyt hus med ny sjæl

Lørdag den 4. juli 2015 slog Firkløveren dørene op og bød velkommen indenfor i et helt nyt hus 3.

”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – men vi ønsker aldrig, at det sker igen. Vi er rigtig glad for det nye hus. Der er højere til loftet, støjdæmpet loft, ny udsugning, bedre ventilation og et lyst, stort fælles alrum. Ting kan erstattes, og vi er i gang med at opbygge et hus med en ny sjæl,” siger Sussie Groset.

Brande skal høre fortiden til, og derfor har Firkløveren taget sine forholdsregler. Der er sat belysning op, som tænder hele vejen rundt om huset, hvis man nærmer sig efter mørkets frembrud, og så er der på facaden hængt billeder af børnenes ansigter under overskriften ’Pas godt på min legeplads’.

”Det skal nedsætte risikoen for, at der bliver sat ild til vores institution. Vi er blevet klogere på, hvordan vi selv kan bidrage. Fx har vi ikke længere papirhåndklæder udenfor, og vi har lænket legepladsens skraldspande til træerne. Begge dele er gjort for, at man ikke kan sætte ild til dem. En ild, der potentielt kan sprede sig til huset,” siger Gitte Black.

Senest opdateret 4. september 2018

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu