Hvad søger du?

Velkommen til vores nye direktør

38-årige Marie Louise Madsen er den 1. august startet i jobbet som vores nye direktør for teknik, miljø, it og borgerservice

“Jeg er i høj grad en kvinde, der nyder at lave noget sammen med andre og skabe nogle resultater. Der skal ske noget, og jeg bliver ofte betegnet som et energisk menneske med en smittende entusiasme og et godt humør.”

Sådan beskriver vores nye direktør Marie Louise Madsen sig selv i et interview til TV-Ishøj. Tirsdag den 1. august startede hun i stillingen som ny direktør for teknik, miljø, it og borgerservice.

Læs også: ‘Vi får ny direktør’

Første dag på jobbet bød blandt andet på morgenkaffe med den øverste ledelse og ledelsessekretariatet på etage 7, en rundtur på rådhuset, et besøg hos Park, Vej og Miljøcenter, hvor hun spiste frokost og hilste på personalet, samt møder med borgmesteren og kommunaldirektøren.

“Jeg havde en god dag og fik bekræftet meget af det, som jeg også oplevede, da jeg var her til samtale, og som jeg i det hele taget har haft fornemmelsen af omkring kommunen. At det er et sted, hvor folk er glade for at være, og hvor medarbejderne trives og der er god stemning." 

Ishøjs størrelse er også noget, der har været med i overvejelserne om et jobskifte for Marie Louise.

“Jeg er tiltalt af, at det er en mindre kommune, hvor der ikke er så langt fra tanke til handling. Jeg oplever også en vis dynamik og et ønske om dynamik.”

Erfaren inden for teknik og miljø

Marie Louise får udover teknik og miljø, også it og borgerservice under sig. Og særligt teknik- og miljøområdet har hun stor erfaring med.

“Jeg har arbejdet med teknik- og miljøområdet de sidste 10 år og grunden til, at jeg er hængt fast i det, tror jeg netop er, fordi det er et område, der har betydning for mange mennesker. Typisk er det noget man opdager, når det ikke virker. Når affaldet ikke bliver hentet, eller der er oversvømmelser. 

Men jeg tænker det som et velfærdsområde, som er interessant at arbejde med, fordi det er områder, hvor kommunerne adskiller sig fra hinanden og som giver identitet. Derfor vil jeg gerne være med til at arbejde med fortællingen om Ishøj og alt det, der gør Ishøj særlig attraktiv."

I sin stilling som kontorchef i KL havde Marie Louise 34 medarbejdere under sig. I Ishøj får hun 230.

“Det er en anden ledelsesopgave, end jeg er vant til. Nu skal jeg i høj grad være leder for ledere. Men det adskiller sig alligevel ikke så meget fra det, jeg plejer at gøre, fordi jeg også som chef i KL har ageret på det strategiske og politiske niveau."

Marie Louise glæder sig til at komme i gang med alle opgaverne og vil i den første tid fokusere på at lytte og fornemme.

“Det er ret vigtigt for mig, at jeg ikke opfører mig som en elefant i en glasbutik og kloger mig på ting, jeg ikke ved noget om. Jeg vil gerne tage mig tid til at fornemme, lytte, lære og se, hvad det er for et sted, jeg er landet, før jeg gør mig en masse tanker om, hvad der skal ske. Og det fornemmer jeg også, er den forventning, jeg bliver mødt af."

Senest opdateret 25. august 2017

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu