Har du en kollega, der hvert år i december sætter sig i spidsen for det psykopatiske magtspil ’Nissevenner’? Klædt ud, naturligvis, og altid klar med grænseoverskridende spørgsmål så som ’Hvordan har du det?’ og sedler til printerrummet med livsmål a la ’Har du husket at kramme dit indre barn?’.

Manden på scenen denne aften i Ishøj Kultur Café, kender, og elsker/hader hende, som Susanne – den rummelige socialrådgiver på den fiktive arbejdsplads Børne- og Ungeforvaltningen i en københavnsk omegnskommune. Og at dømme efter latteren i salen, så findes der flere Susanne’er rundt om i afdelingerne her i kommunen. 

Susanne er blot en af de mange persontyper fra arbejdslivet i en kommune, vi bliver præsenteret for tirsdag aften den 26. april, hvor direktionen har inviteret til fyraftensarrangement for alle ansatte. Manden på scenen hedder Per Helge Sørensen, og showet hedder ’DJØF med løgn II’ - efterfølgeren til succesen ’DJØF med løgn’, der handlede om det absurde arbejdsliv i et ministerium. Nu er turen kommet til kommunen med undertitlen ’Medarbejderne slår igen’. 

Se fotos fra arrangementet (link virker både på og udenfor citrix, men kun på kommunens netværk)

Enmands-DJØF-hær

Per Helge spæner ene mand rundt på scenen foran det sorte bagtæppe og med projektørlyset lige ned i det svedige ansigt, så man ikke har svært ved at se ham for sig den december, som hele historien kredser om. 

En december, hvor han som presset DJØF’er både skal nå at planlægge sit eget strategiseminar, implementere kommunens nye pejlemærker i børnehaverne fra innovationsstrategien om ’Fremtidens Kommune’ sat i gang af ’barnekejseren’ (kommunaldirektøren), tåle sin nissevens grove drillerier, opfylde sin datters behov for far-tid og fixe det såkaldte lorteprojekt, der i dette tilfælde handler om at holde en ulovlig besparelse gemt for offentlighedens søgelys indtil næste budgetår. 

I to timer spyr Per Helge om sig med satiriske vittigheder til de cirka 300 af vores kolleger om livet på en kommunal arbejdsplads, der at dømme efter de konstante grin i salen lige så godt kunne være et portræt af Ishøj Kommune. 

Og faktisk er Per Helge selv en Ishøj-dreng. Han forlod kommunen i 1988 for at videreuddanne sig og fik senere jobs som DJØF’er i både stat og kommune. Nu bruger han al sin tid på at lave satire. Og det er faktisk kommet lidt bag på ham, at han havde evner i den retning. Det er første gang, han er tilbage i centersalen, siden han som dreng gik på musikskolen – det vi kender som Ishøj Kulturskole i dag.

Sidst han stod på scenen i Ishøj Kultur Café var det for at underholde sine egne og kammeraternes forældre med at spille pivfalsk sammen med de andre elever. 

”Det var faktisk en lettelse at være her i dag og optræde med noget, jeg er god til. Publikum var glad, og de kom mere og mere med, som showet skred frem,” fortæller Per Helge lige efter showet med et glimt i øjet. 

Stof til eftertanke

Han håber, at ’DJØF med løgn II’ giver stof til eftertanke hos både menige medarbejdere og ledere. At de næste gang, der skal rulles et eller andet nyt projekt ud i kommunen, lige giver sig tid til at tænke over, om det virkelig er så vigtigt. Rykker det overhovedet noget helt ude hos dem, det hele handler om i sidste ende, nemlig borgerne?

”Medarbejderne i kommunerne er jo hverken dovne eller sure, men de arbejder bare nogle gange som sindssyge for noget, der i virkeligheden er komplet idiotisk,” lyder det fra Per Helge, der både bruger erfaringer fra sit eget arbejdsliv til at få ideer til sit show og lader sig inspirere af historier, han har hørt fra andre. Og så researcher han. 

I showet fortæller han fx om børnehavelederen Kirsten fra ’Hurlumhejhuset’, der har et helt rum til ét eneste formål – nemlig opbevaring af alt det papir, hun modtager fra DJØF’erne på rådhuset, og som hun ikke aner, hvad hun skal bruge til. Hun har i stedet den frækhed at rende rundt på legepladsen og tage sig af børnene hele dagen. Noget Per Helge river sig i håret over flere gange i løbet af showet. Og det omtalte rum findes i virkeligheden. Han fandt det på feltresearch i en daginstitution.'

”Jeg troede ikke mine egne øjne. Det viser, hvor absurd det hele nogle gange er.”

PS: I løbet af showet går det op for Per Helge, at Kirsten jo nok – måske – har fat i den lange ende. Det der med at passe børnene rykker måske i virkeligheden mere end registreringsopgaver i et excel-ark og luftige strategier.