Hvad søger du?

Ny guideline til håndtering af vold og trusler

Det skal være trygt for os at gå på arbejde i Ishøj Kommune

Nyt fra HovedMED: Desværre oplevede organisationen flere uheldige episoder i 2016, hvor borgere optrådte urimeligt og kom med trusler mod nogle af vores kolleger. Det skabte en efterspørgsel på fælles redskaber og retningslinier for, hvad vi som medarbejdere egentlig skal gøre, når vi selv eller vores kolleger havner i en situation, der udvikler sig kritisk.

Derfor har en arbejdsgruppe nedsat af Direktionen nu lavet en guideline til, hvordan vi håndterer vold og trusler, og hvad vi kan gøre for at forebygge, at situationerne opstår.

I den nye guideline kan du blandt andet finde en lyn-guide, gode råd til kollegial førstehjælp og vejledning i sproglig nedtrapning.

Se opslagsværket guideline til håndtering af vold og trusler

“Som arbejdsplads har vi en målsætning om, at alle ansatte skal sikres størst mulig tryghed, når de møder ind på arbejde. Derfor er det vigtigt, at alle også er klædt på til at håndtere kritiske situationer både før, under og efter, at de opstår. Guidelinen skal ses som et praktisk opslagsværk med relevante redskaber og et bilag til vores overordnede personalepolitiske retningslinjer," fortæller centerchef for Ledelse og HR, Søren Henriksen.

Chikane på sociale medier

Med de sociale medier er der også kommet et øget behov for retningslinjer til, hvordan man håndterer chikane og trusler på Facebook og andre sociale medier, samt vejledende regler for, hvad man må og ikke må som medarbejder, fortæller Søren Henriksen.

“En hård og upassende tone er jo en del af debatkulturen på de sociale medier, hvor folk ofte lukker deres frustrationer ud, og vi ser desværre, at medarbejdere også her bliver udsat for chikane eller trusler. Derudover er de sociale medier også et sted, hvor arbejde og privatliv kan flyde sammen. Det skal man være bevidst om.”

Lokale retningslinjer

Guidelinen er tænkt som et opslagsværk, og som et supplement til lokale retningslinjer, som hvert LokalMED har ansvar for på deres eget område.

“Særligt på de arbejdspladser, hvor risikoen er høj, er det vigtigt, at ledere og medarbejdere jævnligt har det tema på dagsordenen,” understreger Søren Henriksen. 

På det seneste HovedMED blev det også besluttet at sende den nye guideline ud til information og drøftelse i alle LokalMED.

Behov for vidensdeling

Center for Ledelse og HR vil også tage kontakt til alle centre og driftssteder, fordi de ser et behov for mere vidensdeling på området. 

“Vi arbejder med idéen om en ressourcebank, da vi har ledere og medarbejdere i organisationen, som har stor erfaring med konfliktløsning. Derudover vil vi spørge ind til om, der er særlige behov blandt ledelse og medarbejdere, som vi kan være behjælpelig med at løse. Måske er der et ønske om fx. et kursus i konflikthåndtering,” fortæller Søren Henriksen.

Tryghed på arbejdspladsen er også et ledelsesansvar. Derfor forventer Ledelse og HR, at alle ledere bruger guidelinen til at få en snak om håndtering af vold og trusler og klæder alle medarbejderne på. 

“Ingen skal gå på arbejde og være bange. Det er ledernes ansvar at sikre trygge rammer og et godt arbejdsmiljø. Medarbejderne skal vide, at systemet bakker op og giver dem redskaber og retningslinjer til at håndtere kritiske situationer,” slår Søren Henriksen fast.

Søg på Uglen

For at give let og hurtig adgang til redskaber og retningslinjer har vi lavet en side på Uglen med udvalgte redskaber og temaer, som kommer op, når du søger på vold og trusler. Her finder du blandt andet en lyn-guide, sproglig nedtrapning, gode råd til kollegial førstehjælp. 

Guideline til håndtering af vold og trusler på Uglen

Savner du indhold, så er du meget velkommen til at henvende dig til:


 

Senest opdateret 24. oktober 2017

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu