Gitte Sørensen fra biblioteket tester de nye udlåns-cykelpumper.
Hvad er værre end, at cyklen er helt flad eller bare halvflad med over 10 kilometer hjem, og du har tænkt dig at gennemføre eller slå dine andre kollegers kilometer i kampagnen ’Vi cykler til arbejde’, som begynder den 1. maj og varer hele måneden?
Bare rolig. Ishøj Bibliotek har nemlig købt tre super effektive cykelpumper af navnet ’Specialized - Air Tool Sport fodpumpe’, som vores bibliotekskolleger låner ud til både ansatte og borgere i Ishøj Kommune både under og efter kampagnen.
Så nu kan du både nemt få pumpet din cykel, få tjekket den efter af en professionel cykelsmed og hoppe en tur under bruseren i svømmehallen efter endt cykeltur – det hele ganske gratis, når du deltager i ’Vi cykler til arbejde’ som ansat i Ishøj Kommune.
Læs også: Gratis cykelfiks og bad i svømmehallen og 107 medarbejdere cykler til arbejde – vil du med?
Det fede ved pumpen er, at den er en såkaldt fodpumpe, som har en plade, som du sætter fødderne på samtidig med, at du trykker pumpen ned med begge hænders håndkraft og derfor med meget få pres har pumpet din cykel.
Cykelpumpen er speciel god til racercykler og sportscykler, som begge har racerventiler, mens du med en almindelig hverdagscykel også skal bruge en lille messingdut, som følger med udlånet, og som du skal sætte på pumpen, inden du pumper hverdagscyklen.
Er din cykel flad tæt på stationen, går der forlydender om, at der er opstillet en stationær cykelpumpe ved cykelskurene ved Ishøj Station.
Cykelpumperne bliver udlånt på samme måde, som når du låner en bog på biblioteket. Er du ikke allerede medlem af biblioteket, kan du som ansat i kommunen let blive det, eller bare smide dit sundhedskort over disken, mens du låner pumpen. Du låner cykelpumpen på et endagslån, men må også meget gerne aflevere den igen efter endt pumpning.
Det kan også være, at du ser din flade cykel og tænker: "Fedt, så kan jeg tage toget". Men så kan du godt stikke forbi Ishøj Bibliotek alligevel. Du kan nemlig stadig godt låne bøger på biblioteket, og der er noget for enhver smag og enhver togtur. Og biblioteket gør sig også i lydbøger på ereolen.dk til transporttiden – på cykel eller ej.
Har du spørgsmål til artiklen, kan du kontakte:
Senest opdateret 27. oktober 2021