I denne nytårshilsen vil jeg sige nogle ord om, hvordan 2017 ser ud på de indre linjer. Det er selvfølgelig med forbehold. Som I ved, skal vi have en ny kommunaldirektør, så der kan ske meget.
Allerførst dog tak for en fantastisk indsats i 2016. Vi har opnået mange flotte resultater, som vi kan være stolte af. Forude venter 2017 og en masse spændende opgaver og muligheder. Jeg vil fokusere på nem indgang, rådhusrenovering, den seneste organisationsændring og til sidst fortælle lidt om valget.
Men først vil jeg fortælle lidt om Ishøj-Blomsten, som vi har døbt vores nye oversigt over politikker og projekter.
Vi er en meget decentralt tænkende organisation. Det er en af vores store styrker, og det skal vi værne om. Det betyder også, at der er meget kort fra tanke til handling, og at innovation har gode betingelser. Man kan lidt flot sige, at de 1000 blomster kan blomstre. Men det betyder ikke, at de 1000 blomster skal blomstre i 1000 retninger. Der skal være en sammenhæng mellem den retning, som vores politikere udstikker, og det vi rent faktisk gør.
Politisk har man efterspurgt et overblik over vores politikker, projekter og deres indbyrdes sammenhæng. Det er her, Ishøj-Blomsten kommer ind.
Vi havde chefgruppen samlet før jul til et større detektivarbejde for at skabe Ishøj-Blomsten. Den er kort fortalt et overblik over vores kernepolitikker og vores indsatsområder. Det var en lidt større øvelse, men jeg vil gerne takke chefgruppen for aktivt medspil. Så må vi se, om missionen lykkedes, for til årets første byrådsmøde skal blomsten vises for byrådet, og hvis den falder i god jord, skal du få lov at se den bagefter.
I december justerede byrådet på organisationsplanen for at styrke sundhedsindsatsen. Der er meget på spil, for kommunens sundhedsprofil ser skidt ud i forhold til de kommuner, vi normalt sammenligner os med. Det er selvfølgelig først og fremmest et problem for vores borgere. Men det er også et problem, at vi betaler omkring 90 millioner kroner årligt til regionen i det såkaldte medfinansieringsbidrag.
Tallet er kun blevet større de senere år. Hvis vi ikke får vendt udviklingen, så undergraver det vores økonomi, og derfor vil det her område have meget stor bevågenhed af organisationen i 2017.
Det er nu præcist 10 år siden, at vi implementerede kommunalreformen og hyldede princippet omborgeren i centrum og kommunen som den nemme indgang til det offentlige. Vi er nået langt på 10 år, blandt andet med etableringen af borgerservice. På et enkelt punkt er kommunalreformen dog gået ubemærket hen i Ishøj. Her tænker jeg på den alenlange liste over telefontider i kommunen. Sat en lille smule på spidsen, så er det svært at finde nogen, der har åben på samme tid.
Det kræver en udvidet Sudoku-eksamen at sidde i callcentret og gennemskue vores telefontider. Hvis du har tid og lyst, så synes jeg, at du skal lægge vejen forbi og kigge på listen. Det er der en god erkendelse i.
I starten af året vil vi i direktionen kigge på, hvordan vi kan få telefontiderne til at harmonere bedre med hinanden. Det er ikke det samme som, at alle får de samme telefontider, men det kan sagtens blive meget mere ensartet, end det er i dag.
Det skal være sådan, at borgerne oplever det som en nem indgang, når de ringer til os. Det gælder også, når de møder os fysisk. Det er også en af grundene til, at vi etablerer et mødecenter på anden sal. Så når folk kommer udefra og op til os, så kan de nemmere finde os og finde sig til rette. Det er en del af den forestående rådhusrenovering.
Nemindgang er dog ikke den eneste grund til renoveringen. Igennem de sidste par årtier har Ishøj gennemgået omfattende renoveringer, og vi har fået en flot by ud af det. Det skal rådhuset selvfølgelig også være en del af.
Jeg synes, vi på mange områder har en god og moderne arbejdsplads, som vi kan være stolte af. Det skal rådhuset også afspejle på alle etager og ikke kun på enkelte. Vi har ikke råd til at imødekomme alle de ønsker, som er kommet frem i processen om rådhusrenoveringen. Vi har fået så meget med som muligt, og jeg synes, det tegner rigtig godt.
Vi der arbejder på rådhuset må også acceptere perioder, hvor det vil larme og støve under renoveringen. Vi skal være tålmodige og hjælpe hinanden i den tid, som kommer. Til gengæld kan vi se frem til et mere lyst og imødekommende rådhus, når renoveringen er overstået i maj 2019. Det går i etaper, hvor håndværkerne renoverer en halv etage ad gangen, og vi skal genhuses undervejs. Der kommer flere oplysninger ud på Uglen inden ret længe, så du kan se, hvordan det hele skal spænde af.
Som led i rådhusrenoveringen flytter direktionen på 7. etage. Det er ikke så meget det med den syvende etage, som er nyt. Det er mere, at direktionen bliver samlet. Det handler blandt andet om, at vi gerne vil arbejde mere helhedsorienteret og strategisk ved at sidde sammen. Vi kan hurtigere få koordineret ved svære sager, og beslutningsprocessen kan forhåbentlig også blive hurtigere. Det glæder jeg mig meget til.
Det skal også ses i lyset af, at direktionen er gået fra at være fire til tre direktører. Det betyder alt andet lige, at vi som direktører bliver flaskehalse, hvis vi ikke tænker nyt. Her har vi også vores decentrale organisation at falde tilbage på, hvor flere beslutninger skal træffes ude.
Til sidste vil nævne, at det bliver et rigtig spændende år med kommunalvalget. Det er jo demokratiets fest for nu at blive lidt højtidelig. Men det er også en rigtig sjov opgave, selvom der følger en masse praktiske og logistiske opgaver med, som vi skal stå for. Det er en opgave, som rigtig mange skal være en del af. Jeg synes, det er en speciel opgave, og jeg glæder mig rigtig meget til den. Det plejer at være rigtig skægt at være med.
Med det vil jeg ønske alle et godt nytår. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer i det kommende år.
Kåre Svarre Jakobsen
Konst. kommunaldirektør
Senest opdateret 27. oktober 2021