Hvad søger du?

Borgmesterens nytårshilsen

Tallene taler deres eget tydelige sprog om Ishøj som vækstkommune

Jeg vil gerne starte med at invitere jer et smut tilbage i tiden. Helt præcist 41 år. Det var dengang i 1976, hvor S-toget kom til byen. 

Det var første gang, at Ishøj blev kædet sammen med det storkøbenhavnske område. Det var startskuddet til Ishøj som en vækstkommune. 

Året efter, i 1977, flyttede min kone og jeg til byen. Det pudsige var, at da vi skulle flytte, havde vi ikke rigtig Ishøj på nethinden. Det var jo bare en lille flække. Vi kiggede først på ejerboliger i Høje Taastrup, men endte så alligevel som bekendt først i Gildbroterasserne og senere i Ishøj Landsby.

Da jeg så kom til Ishøj, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at være en del af udviklingen. For jeg kunne godt se, at man var ved at bygge en by op med mange muligheder og perspektiver. Også selvom jeg syntes, det gik lidt langsomt i starten. ”Bliver det nogensinde en by,” tænkte jeg. Man skulle jo omdanne en gammel landkommune til noget helt nyt. Så jeg blev overrasket over, hvor stærkt det endte med at gå. 

Snart en færdig by

Nu står vi så her i 2017 og kan kigge frem mod et år, hvor vi vil få både flere nye borgere og flere nye virksomheder. Og hvor vi er ved at nå dertil, at vi kan sige: Nu har vi snart en færdig by – men også en by med vokseværk. 

Vi har som politisk delmål, at vi skal være 25.000 indbyggere i Ishøj i 2025.  Tallene taler deres eget tydelige sprog om Ishøj som vækstkommune. 

Ishøj er på en 7. plads over kommuner, hvor danskerne helst vil bo. 

Vores borgere er mindst lige så glade for kommunen. Hele 41 procent af dem, der flytter, vælger en ny bolig indenfor kommunegrænsen. Sagt på en anden måde, vores borgere bliver boende, når de er her. Det er unikt, for på landsplan er det kun 9 procent, der bliver boende inden for kommunegrænsen. 

Vi har lige nu næsten 2000 ansøgere til vores almene boliger. Der er også godt gang i ejerboligsalget. I Torslunde er 8 ud af 10 byggegrunde allerede solgt, ligesom der i Ishøj Landsby kommer 22 nye boliger.

Arbejdsløsheden er faldet til 7,5 procent. Den var 11 procent for tre år siden.

Det er en udvikling, der ikke mindst skyldes jer medarbejdere. For I brænder for at gøre vores kommune til et endnu bedre sted at bo og drive virksomhed i. Det mærker jeg hver dag, og det skal I have tak for. 

Fællesskaber styrket

2016 var endnu et godt år. 

Fællesskaber blev styrket. For eksempel til Madfællesskabernes Dag, der samlede så vidt forskellige personer som dem fra Ishøj Ungeråd, Ishøj Cricket Klub og initiativet Samtale på Dansk. 

Og så var der de 1350 pensionister, som kom til vores julefrokoster. Det har fået et kæmpe omfang med seks dage i streg i stedet for fem. Vores pensionister er de bedste ambassadører, vi har for Ishøj.

Vi fik også indviet det nye aktivitetscenter på Egely, der skal hjælpe en gruppe ældre med at blive en del af fællesskabet i Ishøj. De har anden etnisk baggrund og svært ved at tale dansk. 

Og så åbnede vi vores arme for nogle af landets mest udsatte. Nemlig da der blev afholdt DM i gadefodbold for socialt udsatte og hjemløse ved idrætscentret. 

Vi fik afsluttet projekter

2016 var også året, hvor vi fik afsluttet spændende projekter – eller gav andres projekter en pris. 

Vi fik endelig indviet Ishøj-ruten – en Supercykelsti, som forbinder København og Ishøj på cykel. 

Vi fik afsluttet det otte år lange klimatilpasningsprojekt i Strandområdet, så vi er klar til højere bølgegang i fremtiden. 

Vi fik lavet en flot Natur- og Friluftspolitik, som næsten gav os en pris som årets friluftskommune. Vi måtte dog se os slået på målstregen. 

Til gengæld uddelte vi selv en pris til et andet projekt, som har været længe undervejs. Nemlig Arkens Kunstens Ø. Arken skulle jo oprindeligt have ligget ved vandet, men det måtte museet ikke. Hvad gør man så? Så lader man da vandet komme til Arken. Det er fuldt fortjent, at de vandt arkitekturprisen. Et smukt resultat. 

En kunstakse bliver det næste store projekt til 44 millioner kroner, hvor borgere og besøgende vil kunne nyde kunst på deres vej fra stationen til Arken. 

Vi fik også næsten afsluttet belysningsprojektet med indvielsen af det smukke lys i Byhaven på kulturnatten. Nu mangler vi bare broerne. Så er hele det centrale Ishøj oplyst. 

Den politiske scene

På den politiske scene havde vi fint besøg af en minister. Integrationsminister Inger Støjberg kiggede forbi, da kommunen var vært for en konference arrangeret af Omegnskommunernes Samarbejde. Den handlede om, hvordan vi forebygger radikalisering. Et højaktuelt emne, som vi ikke kan tage alvorligt nok. 

Vores ungebyrødder afholdte deres andet byrådsmøde. Det kom der to initiativer ud af, som siden blev gennemført med succes. En uge med sommerferieaktiviteter for alle unge og en fritidsmesse. Os voksne politikere havde også succes. Vi lykkedes nemlig med for niende år i træk at indgå et budgetforlig, hvor alle partier er med. Det vil jeg gerne kvittere for. 

Vi fik også ansat en borgerrådgiver, som refererer direkte til byrådet. Hun skal hjælpe borgerne, når de vil klage eller har svært ved at finde rundt i vores organisation. 

2016 var også det år, hvor regeringen desværre genindførte kontanthjælpsloftet. Det har ramt rigtig mange af vores borgere. Det har været glædeligt at se, hvordan I som medarbejdere hver dag kæmper for at hjælpe disse borgere, men også hvordan borgerne hjælper hinanden. For eksempel via Næstehjælperne, hvor folk kan aflevere deres brugte tøj og legetøj, så andre kan få glæde af det. Og Vejleåparkens Folkekøkken, hvor man som familie kan få et måltid mad for næsten ingen penge. 

Nye tiltag i kulturcafeen

På kulturområdet vil jeg især fremhæve Ishøj Kultur Café, hvor der er sket rigtig mange spændende initiativer i løbet af året. De er for eksempel begyndt at tiltrække koncertnavne, som vores unge også har lyst til at høre. Og det er godt. For kulturcafeen skal være et samlingspunkt for alle aldersgrupper. 

Udvidelse af vores erhvervsområder

Jeg startede med at nævne, at Ishøj er en vækstkommune. Det fik vi ikke mindst bevist med indvielsen af vores nye erhvervsområde Winthersminde, der bringer arbejdspladser til kommunen. 
Interessen blandt virksomhederne har været så stor, at vi mangler jord for at kunne tilfredsstille efterspørgslen.

Vi har derfor kig på et stykke jord mellem den nye København-Ringsted-bane og Vejleåvej ved Det store erhvervsområde. I marts får vi svar på, om vi endnu engang kan udvide vores erhvervsområder.

Åbner for flere nye initiativer

Marts er også den måned, hvor vi regner med, at Ishøj Svømmehal kan åbne igen efter endt renovering. 

Vi håber på endnu flere åbninger i 2017. 

Vi skal også have et nyt genoptræningscenter, da det kniber med pladsen på Kærbo. Det åbner ikke i 2017, men vi kommer til at bruge året på at planlægge byggeriet. Sammen med det nye genoptræningscenter håber vi også at kunne tilbyde borgerne 20 akutboliger, som skal fungere som en slags minihospital. Vi har lige nu alt for mange borgere, som er for syge til at klare sig selv, men for raske til, at hospitalerne vil beholde dem. 

Vi åbner også seks nye hjemløseboliger. Jeg glæder mig til, at vi kan forbedre livskvaliteten for nogle af vores allermest sårbare borgere. Vi har regnet på, at det kan betale sig ved hjælp af en ny regnemodel. Den vil vi fremadrettet bruge til at regne på, om forebyggelse betaler sig. Den hedder Skandiamodellen og er i virkeligheden blot et meget avanceret Excel-regneark. 

En anden form for avanceret regneark er computeren. På skolerne vil vi i år bruge halvanden million kroner på at styrke den digitale undervisning. Vi køber computere til dem, der ikke har, så alle elever kan deltage i undervisningen på lige fod. Det er vigtigt. 

Vi skal sikre borgerne bedre sundhed

Et andet område, som ligger byrådet meget på sinde er vores borgeres sundhed. 

Vi arbejder lige nu sammen med Region Hovedstaden om at få to læger mere til at åbne praksis i Ishøj. 

Og så håber vi på, at de går med på vores idé om at åbne et regionalt lægecenter i Ishøj. Det har vi hårdt brug for, da mange af vores borgere lige nu må finde en læge udenfor kommunen. 

Som mange af jer ved er lægesituationen i Ishøj kritisk. Faktisk så kritisk, at vores nuværende praktiserende læger kun kan hjælpe 13.000 af i vores i alt 23.000 indbyggere. 

Vi ved, at vores borgere har en dårlig sundhedsprofil – meget dårlig endda, da mange lever med kroniske lidelser som diabetes, KOL og andre livsstilssygdomme. En dårlig sundhedstilstand har store konsekvenser for den enkeltes velfærd, ligesom sundhedsudgifterne stiger drastisk. 2017 skal være året, hvor vi får vendt denne udvikling og sikre vores borgere bedre sundhed.

Nye byggerier

I 2017 gør vi også plads til de mange nye borgere – og til vores nuværende borgere, som gerne vil flytte i noget andet. De nye seniorboliger ved Kirkehaven bliver klar til indflytning. Det samme gælder de 22 nye rækkehuse på Kirkebjerggård-grunden i Ishøj Landsby. 

Der er også nye boligbyggerier på vej i det tidligere lille erhvervsområde i centrum og nye rækkehuse ved Vejleåparken. 

Kommunalvalg

Og sidst, men ikke mindst, er der jo kommunalvalg den 21. november. Derfor vil alle partier i løbet 2017 komme ud og møde byens vælgere. Og så glæder jeg mig til at fejre vores stærke lokale demokrati. 
Vi har opnået meget sammen, og vi skal fortsat arbejde for at gøre Ishøj til et endnu bedre sted at bo og drive virksomhed. 

Med de ord vil jeg på byrådets og egne vegne gerne sige en stor tak for samarbejdet i 2016. Ishøj er en speciel kommune med 111 nationaliteter. Vi er alle medborgere og sammen om at skabe den gode kommune. Tak.

Godt nytår. 

Ole Bjørstorp
Borgmester
 

Senest opdateret 27. oktober 2021

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu