Vi skal være et forbillede for kommunens børn og unge.
I starten af august fik vi i Ishøj en tur i mediemøllen i forbindelse med indførelsen af røgfri arbejdstid – hjulpet på vej af fagforeningen FOA, der satte spørgsmålstegn ved, om vi i Ishøj må håndhæve ensartede regler om røgfri frokostpause, når nogle af vore kolleger selv betaler for deres frokostpause.
Hvad der fyldte alt for lidt i mediedækningen er baggrunden for, hvorfor byrådet har indført røgfri arbejdstid for kommunens medarbejdere, mener kommunaldirektøren.
”Det positive er, at Ishøj kom på landkortet som en kommune med en ambitiøs rygepolitik. Vi har til gengæld ingen ambitioner om at indføre et kommunalt rygepoliti, selvom nogle måske blev efterladt med det indtryk. Sundheden forbedrer vi bedst ved dialog, gode argumenter og understøttende tiltag som fx rygestopkurser og kampagner,” siger kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen.
Læs også: 'Få svar på dine spørgsmål om røgfri arbejdstid'
Røgfri arbejdstid handler om mere end din og kollegernes sundhed.
”Et af byrådets mål med ’Røgfrit Ishøj’ er at forebygge, at vores børn og unge begynder at ryge, og her spiller medarbejderne en særlig rolle som gode forbilleder. Derfor er røgfri arbejdstid en del af ’Røgfrit Ishøj’-pakken, som også indeholder røgfri kommunale udearealer og røgfri skoletid,” siger kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen.
Der er mange faggrupper i kommunen, som i arbejdstiden arbejder med børn eller unge eller færdes der, hvor børn og unge er. Det gælder park- og vej-medarbejderen, der passer og plejer de grønne områder på skolerne, læreren, pædagogen, børnebibliotekaren, naturvejlederen, familierådgiveren med flere.
Gode rollemodeller er afgørende, fordi de unge lader sig påvirke af både jævnaldrende og voksne. Det fortæller Rikke Hamberg Hesselø, som er projektleder for Røgfrit Ishøj:
”Rygning smitter. Når unge ser kammerater ryge, får de nemt det indtryk, at rygning er en accepteret del af det sociale fællesskab og lærer at forbinde cigaretter med pause, snak og kammeratskab. Samtidig ved vi, at jo flere voksne rygere, der er i samfundet, jo flere unge vil begynde at ryge. Derfor skal vi både fokusere på unge og voksne, når vi vil forebygge, at de unge begynder at ryge,” siger Rikke Hamberg Hesselø.
Er du på baggrund af mediedækningen blevet i tvivl om, hvad der er gældende for selvbetalte frokostpauser, så er svaret enkelt: Der er ikke ændret på noget i den personalepolitiske retningslinje for røgfri arbejdstid, hvor der står, at røgfri arbejdstid også gælder selvbetalte frokostpauser.
”Vi ændrer ikke på reglen om, at man ikke må ryge i sin selvbetalte frokostpause. Det er et politisk ønske, at der skal være lige regler for alle. Ikke for at genere en bestemt gruppe, men for at gøre det enkelt at forstå og administrere for både medarbejdere og ledere.
Og så selvfølgelig for at lægge en ambitiøs linje og undgå den lidt absurde situation, at kollegaer, der spiser sammen, er dækket af forskellige rygeregler. Vi anerkender, at det for nogen medarbejdere er et minus og opleves som et indgreb i deres personlige frihed, men stadig flere oplever det som et plus,” siger kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen.
”Når det er sagt, så ved vi godt, at vi rent juridisk formentlig ikke vil kunne sanktionere, hvis en medarbejder ryger i sin selvbetalte frokostpause – hvis det vel at mærke er udenfor kommunens matrikel og ikke i arbejdstøj. Derfor kan rygeforbuddet i den selvbetalte frokostpause betragtes som en anbefaling, ikke mindst i forhold til at være en rollemodel for kommunens børn og unge,” siger kommunaldirektøren.
Har du andre spørgsmål om røgfri arbejdstid? Så kan du måske finde svaret i FAQ'en om røgfri arbejdstid
Besøg Uglen-siden uglen.ishoj.dk/røgfritishøj, hvor vi har samlet de vigtigste informationer.
Senest opdateret 27. oktober 2021