Hvad søger du?

Borgmesterens nytårshilsen

”Vi arbejder på at løfte borgernes sundhedstilstand, og i 2019 tog vi nogle ekstra store skridt”

Borgmester Ole Bjørstorp: 

Dette år er lidt specielt, for vi er jo ikke bare gået ind i et nyt år. Vi har taget de første spæde skridt ind i et helt nyt årti. Det bliver spændende at se, hvad det bringer. 

Men inden vi siger goddag til det nye årti, skal vi sige farvel til det gamle. Lad os sige ordentligt farvel ved at mindes 2019.

Ekstra store skridt i sundhedsindsatsen

Hvis jeg skal trække ét emne frem, som prægede begivenhederne i 2019, så må det være sundhed. 

Vi arbejder på at løfte borgernes sundhedstilstand hvert eneste år, og i 2019 tog vi nogle ekstra store skridt. 

Vi fortsatte kampen for at få flere praktiserende læger og speciallæger til Ishøj. I 2019 fik vi endnu en praktiserende læge – den tredje på kun et år. Hun åbner den 13. januar sin praksis i Brohusets nye sundhedshus sammen med to af vores nuværende Ishøj-læger. 

Også to øjenlæger meldte sig klar til at flytte ind i Brohuset i 2019. Nu mangler vi bare at overbevise Region Hovedstaden om, at øjenlægerne skal have et såkaldt ydernummer, som giver dem mulighed for at behandle i Ishøj med tilskud fra sygesikringen.  

Netop sundhed er - sammen med trivsel - det overordnede tema for vores nye bygning på Vejlebrovej 45. Derfor er et nyt sundhedshus, med blandt andet læger, også en central del af vores planer for Brohuset.  

Et andet ambitiøst sundhedsinitiativ i 2019 var indførelsen af røgfri skoletid, røgfrie kommunale udearealer og røgfri arbejdstid under overskriften ’Røgfrit Ishøj’. 

Målet med indsatsen er, at der i 2030 ikke er nogen børn og unge i Ishøj, som ryger, og at max fem procent af de voksne ryger. 

Sundhed er også at kunne leve et sted, hvor der ikke er for meget støj. I efteråret 2019 nåede vi en milepæl med de første 100 meter af vores nye støjvold langs Køge Bugt Motorvejen, som skal stå færdig i 2023. Den bliver 2,7 kilometer lang, når den er færdig. 

Årets fod gik til Ishøj

Der bliver også lagt mærke til vores sundhedsindsats udenfor Ishøj. Vi fik endda en pris for det i 2019, som jeg er meget stolt af. Det var Danske Fodterapeuters pris ’Årets fod 2019’. 

Årets fod fik vi for at sørge for, at borgere, der får kommunalt tilskud til fodbehandling, bliver behandlet hos statsautoriserede fodterapeuter.  Det er godt for patientsikkerheden. 

Vi har også offentligt opfordret regeringen til at lukke det hul i loven, der i dag gør det muligt at sende udsatte patienter til uautoriserede behandlere. 

Det var ikke kun vores sundhedsindsats, som verden omkring os havde lyst til at præmiere i 2019. 

Også vores smukke højlandskvæg i Ishøj Dyrepark fik en pris – en ærespræmie ligefrem - til dyrskuet i Roskilde. 

Ja, faktisk var vi så populære i Ishøj i 2019, at en tidligere landsholdsspiller valgte at spille for byens fodboldhold, Ishøj IF. 

Det var dog ikke meget græs under fødderne, Nicki Bille nåede at få i sin lynkarriere i Danmarksseriens Real Madrid. Om ikke andet skaffede han Ishøj en masse positiv medieomtale – i hvert fald i starten. 

I Tyskland var de også begejstrede for vores lille kommune i 2019. I september var vi en delegation i Bad Salzungen for at fejre ikke mindre end 25 års jubilæum for venskabet mellem vores to byer. 

Et venskab jeg er utrolig glad for. Vi var blandt andet til en officiel middag og deltog i byens musik- og kulturfestival. Borgmesteren dernede havde virkelig gjort noget ud af det denne gang - en flink fyr, som har været i Ishøj et par gange.

Ny social frivilligpris

Vi kan dog også sagtens finde ud af at hylde os selv her i Ishøj. 

Det gjorde vi fx i 2019 med en ny pris, Den sociale frivilligpris. Den gik til Vågetjenesten under Røde Kors Ishøj for at hjælpe borgere i den sidste tid på en tryg, nærværende og omsorgsfuld måde. 

Vi kan ikke hylde de frivillige nok. De er hver dag med til at styrke fællesskabet i Ishøj og løfte livskvaliteten for en lang række borgere - blandt andet vores børn og unge.

I 2019 tog vores folkeskoleelever et stort skridt ind i fremtidens skole med det nye Makerspace på Ishøj Ungdomsskole, som er en ret enestående og ny måde at lære på. 

Makerspace er et moderne værksted, hvor eleverne sammen kan designe nye og kreative løsninger med den nyeste teknologi, fx 3D-printere. Det forventer vi os meget af i de kommende år. 

Vi havde også i året, der gik, succes med at hjælpe nogle af vores sårbare børn på en ny måde. I projektet ’Tidlig Indsats for Psykisk Sårbare børn og unge’ – forkortet TIPS - har vi undgået anbringelser af unge med psykiske vanskeligheder. 

Det er sket ved at investere i en mere rettidig indsats og ved at være langt tættere på forældrene. Det fortsætter vi med i 2020. 

Skuddrabet i september

Vi kan ikke sige 2019 uden også at nævne det forfærdelige skuddrab på en kun 22-årig ung mand fra Ishøj søndag den 15. september 2019. Mine tanker går til hans familie. 

Hvis vi skal finde et lille lys i mørket, så varmede det at opleve det stærke sammenhold og fællesskab, vi har i Ishøj, hvor en stor gruppe borgere stimlede sammen dagen efter skyderiet for at tale om det, der var sket, lægge blomster og tænde lys for den dræbte. 

Jeg er også virkelig taknemmelig for politiets store indsats og det ekstraordinære gode samarbejde mellem os – især i dagene umiddelbart efter skyderierne, hvor vi blandt andet fik afholdt et rigtig godt borgermøde.

Det glæder mig, at vi igen har fået en lokal afdeling af Natteravnene i Ishøj. Fra kommunens side har vi også et stort fokus på at øge trygheden i Ishøj, og derfor oprettede vi i starten af 2019 et udvalg, som skal øge borgernes tryghed. 

Nyt beredskab og affaldsselskab

Tryghed handler dog også om andet end kriminalitet. Det er også tryghed, at jeg kan være sikker på at få hjælp hurtigt, hvis mit hus brænder, og at mit husholdningsaffald bliver afhentet og til tiden. 

Begge dele sørgede vi for i 2019, hvor både et nyt beredskab og et nyt affaldsselskab så dagens lys. Begge i samarbejde med en række andre kommuner.

Nye boliger og erhvervsområde

Hvis vi skal begynde at se lidt ind i 2020, så tør jeg godt tør spå om, at vi for første gang nogensinde bliver mere end 23.000 borgere i Ishøj – vi er nemlig kun sølle 46 nye borgere fra at passere de 23.000. 

Vi har sat os et mål om at nå 25.000 borgere i 2023, og vi arbejder hele tiden på at skaffe boliger til dem. 

I 2019 var der fx rejsegilde på de 106 nye boliger ved Ishøj Strandvej, som har fået navnet Solkysten. Vi solgte også jord fra ved Ørnekærs Vænge, så der her kan bygges rækkehuse og seniorboliger. 

Vi vil også gerne tiltrække nye virksomheder og dermed nye arbejdspladser. Derfor er vi lige nu i gang med at gøre vores nye erhvervsområde, Pilemølle Erhverv, klar til, at de første virksomheder kan begynde at bygge i 2020. 

Dermed har vi på blot fire år fået to nye erhvervsområder i Ishøj. 

Et godt budget og en udligningsreform på vej 

I 2020 skal vi i gang med at bruge alle de penge, vi har afsat i budgettet. Jeg er glad for, at alle byrådets partier satte deres underskrift på budgetforliget. Et rigtig flot budget med en række velfærdsforbedringer og færre besparelser end forventet. 

Vi ved dog ikke, hvordan fremtiden for kommunens økonomi ser ud endnu. 

Vi forventer, at regeringen fremlægger sine tanker om en reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem ved udgangen af første kvartal i år. 

Jeg er mere optimistisk nu, end da jeg så de første modeller for en ny udligning i 2018. Her stod vi jo til at miste 54 millioner kroner om året. 

Dengang blev reformen heldigvis aflyst. Så heldige er vi ikke denne gang. Vi vil uden tvivl tabe nogle penge, men ingen ved, hvad der kommer til at ske. 

Det, jeg kan sige er, at vi har arbejdet - og fortsat arbejder - benhårdt på at påvirke forhandlingerne og de personer, som har den største indflydelse på det endelige udfald. 

Jeg håber, det ender med, at vi kan holde skindet på næsen.

Nyt årti 

Som jeg indledte med at sige, så er vi gået ind i et nyt årti – 20’erne. Sidst vi stod på tærsklen til et nyt årti var jo som bekendt ved indgangen til 2010.

Men så verden og det nye år, der venter, så markant anderledes ud dengang i forhold til nu? Uden tvivl på nogle områder, men ikke på alle. Lad mig give to eksempler. 

I 2010 var klimaet højt på den politiske dagsorden. Året inden var nemlig startskuddet til en aftale med Danmarks Naturfredningsforening om at være klimakommune. I 2010 reducerede vi vores udledning af CO2 med dobbelt så meget som året før. 

I 2020 fortsætter vi de gode klima-takter. Vi har i byrådet besluttet, som en del af budgetforliget, at året skal være klimaår i Ishøj - og vi bygger på den måde videre på en god tradition, som begyndte lang tid inden, klima var på alles læber.  

I 2010 stod jeg på en græsplæne ved stationen, hvor der i dag er parkeringspladser og boliger. Anledningen var første spadestik til en kæmpe ombygning af stationsforpladsen til det, vi kender den for i dag - med boliger, butikker og en bus-ø. 

I 2020 fortsætter vi arbejdet med at udvikle – og udvide - vores bymidte med Brohuset. I starten af i år vil vi fejre åbningen af det nye sundhedshus, som lægerne og hjemmeplejen indtil videre er en del af. Det vil I snart høre mere om.

Udviklingen af Ishøj fortsætter 

Udviklingen står aldrig stille i Ishøj. Heller ikke på de områder, hvor vi allerede har rykket os meget. 

Sådan bliver det også i 2020. Det ved jeg, at både byrådet og alle vores ledere og medarbejdere nok skal sørge for. 

Tak for din og dine kollegers indsats i 2019.  Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet sammen med jer og for alvor tage hul på det nye årti. 

Godt nytår.

Senest opdateret 27. oktober 2021

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu