Syv-årige Mina Møller-Karlsen, som vandt Ferieindianer på Vibeholmskolens område. Her sammen med sin farmor, Lillian Karlsen.
Det var en befippet farmor til Mina Møller-Karlsen på syv år, der i sidste uge modtog et opkald fra kommunen om, at hendes barnebarn havde vundet den nye sommeraktivitet Ferieindianer.
”Vi havde slet ikke regnet med at vinde,” fortæller Minas farmor, Lillian Karlsen.
Udover Mina vandt også en anden pige konkurrencen, nemlig fem-årige Sidal Su Atesci. Mina vandt kodejagten på Vibeholmskolens område, hvor hun fandt frem til kodeordet ’Prærieindianere’, og Sidal vandt jagten omkring Gildbroskolen, hvor kodeordet var ’Høvdingefamilie’.
Begge piger kan nu se frem til en tur i Tivoli for fem familiemedlemmer med indgang, turpas og måltid/drikkevarer betalt.
Og Minas farmor har også noget at glæde sig til. Hun fik nemlig en direkte invitation til Tivoli-turen af sit barnebarn, da de i sidste uge fik overrakt præmien på Ishøj Bibliotek.
”Jeg vil gerne have min storebror og mine to fætre med, og min farmor må også godt komme med,” sagde Mina nemlig ved den lejlighed.
Mina havde som så mange andre børn indleveret en konkurrencekupon på Ishøj Bibliotek for at deltage i Ferieindianers konkurrence. I alt modtog biblioteket 200 kuponer i løbet af de cirka seks uger, som Ferieindianer varede fra 3. juli til 10. august 2018.
Her kunne Ferieindianer-deltagerne lære om livet som indianer, mens de gik på opdagelse i to afgrænsede områder af kommunen - Gildbroskolen og daginstitutionerne Tvillingehuset og Ørnebo som det ene område, og Vibeholmskolen og daginstitutionen Bøgely som det andet.
Konkurrencen gik ud på at finde 15 plakater, eller poster, med hver sin kode til et bogstav, som til sidst dannede et hemmeligt kodeord. Til Ishøj Byhavefestival den 11. august blev der så trukket en vinder for hver af de to Ferieindianer-områder.
Formålet med Ferieindianer har været at skabe liv i områder af kommunen, som ellers ligger uudnyttet og øde hen i løbet af sommeren – til glæde for byens borgere. Det er Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse, som står bag. Afdelingen er en del af Center for Børn og Forebyggelse.
Både Lillian og Mina har været glade for det nye tiltag fra os i kommunen.
”Det var meget afslappende. Ikke så stressende som andre aktiviteter, man kan lave i sommerferien med børnebørnene,” fortæller Lillian.
Helt nemt var det dog ikke.
”En af posterne på Vibeholmskolen var ikke let at finde. Der måtte vi hele vejen rundt igen for at finde den sidste kode,” siger Lillian, og Mina nikker og tilføjer: ”Ja, det var meget svært.”
Men kodejagten gav også nogle bonus-oplevelser.
”Det har været alle tiders. Vi har haft et mål med vores gåtur og er kommet rundt i Ishøjs yderområder, hvor vi ellers aldrig kommer. For eksempel var det sjovt at se alle de ting, der er sket i området omkring Gildbroskolen, siden mine to store drenge gik der for mange år siden,” siger Lillian.
Den nye sommeraktivitet skal nu evalueres. Borgmester Ole Bjørstorp har dog allerede en forventning om, at evalueringen vil være overvejende positiv.
”Det er for tidligt at sige, om vi gentager Ferieindianer, men med 200 indleverede kuponer kan det tyde på, at Ferieindianer har gjort det, vi håbede på, nemlig at skabe mere liv på skolers og daginstitutioners udearealer i sommerferien. Det har uden tvivl været en yderst populær sommerferieaktivitet,” siger borgmesteren.
Senest opdateret 27. oktober 2021