En arbejdsskade er en ulykke eller erhvervssygdom, der er sket som følge af arbejdet eller de forhold, som arbejdet foregår under. Sådan lyder definitionen på en arbejdsskade. Der kan både være tale om en fysisk eller psykisk skade, som opstår pludseligt eller indenfor fem dage.
”Skulle man som medarbejder komme ud for en arbejdsulykke, er det vigtigt at anmelde det hurtigst muligt – loven siger ni dage, men det bør være inden for et par dage,” siger HR-chef Søren Henriksen.
For at en arbejdsulykke kan anerkendes, skal arbejdet være udført for arbejdsgiveren, og der skal være en sammenhæng mellem ulykken og skaden.
Der er desværre medarbejdere i Ishøj Kommune, der oplevelser hændelser, som ikke kan karakteriseres som direkte arbejdsulykke, men som i gentagne tilfælde kan sætte spor.
”Det kan være tilfælde, hvor en borger overfuser medarbejderen. Første gang det sker, bliver man måske ked af det, men slår det hen. Det kan så være, at bægeret flyder over tyvende gang, man bliver overfuset. Den slags kan man få registreret i vores nye arbejdsskadesystem Inzubizs hændelsesregister. Dermed kan man, hvis bægeret skulle flyde over, se på historikken og konstatere, der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, og det vil være med til at kvalificere afgørelsen,” siger Søren Henriksen.
Der er selvfølgelig også en bagatelgrænse, når det kommer til arbejdsskader.
”Det er ikke alt, der skal anmeldes. Fx blå mærker, hævelser og andet, der heler af sig selv, betragtes ikke som en skade. Man kan stille sig selv spørgsmålet: Ville jeg gå til læge, hvis det skete derhjemme? Der er selvfølgelig også gråzoner, og hvis man havner i sådan en, så anmeld skaden,” siger Søren Henriksen.
Hvis du har spørgsmål til, hvordan du anmelder en skade, skal du kontakte din leder eller arbejdsmiljørepræsentant.
Senest opdateret 4. september 2018