Hvad søger du?

Begynder-golf til borgere med diabetes 

Center for Kultur og Fritid er gået med i et projekt, som skal give Ishøj-borgere med diabetes mulighed for at afprøve golf-sporten 

Alle med diabetes og deres pårørende er inviteret til at deltage i et gratis introduktionsforløb fra 4. juni 2018, hvor de kan prøve at spille golf. Her vil der både være personer fra Ishøj Golfklub samt en frivillig aktivitetsleder fra Diabetesforeningen til stede undervejs til at støtte og motivere.

Projektet hedder ’Golf og Diabetes’ og er et samarbejde mellem Ishøj Golfklub, Dansk Golf Union, Diabetesforeningen og Ishøj Kommune. Formålet med projektet er at give mennesker med diabetes en chance for at prøve sporten af, hvor det ikke kræver et medlemskab. 

Se TV-ishøjs indslag om projektet

Deltagere kan komme helt uden forudsætninger og udstyr og vil på kurset opleve, hvad golf kan give af muligheder – motion, frisk luft, gode relationer og et godt socialt samvær. Det fortæller formanden for Ishøj Golfklub.

”Golfsporten er en åben sport og en sport for alle. Men det er også en meget social sport. Derfor tror vi også, at golfsporten er en unik mulighed for diabetikere til at finde den motion, der kan blive en fast integreret del af ens hverdag,” siger Klaus Gundertofte, formand for Ishøj Golfklub. Golf er en folkesport med mere end 150.000 medlemmer i Danmark fordelt på 180 klubber.

Motion og socialt samvær 

Center for Kultur og Fritid bidrager med rekruttering af deltagere, sparring og hjælp til klubben, overordnet koordinering og promovering af tilbuddet i samarbejde med Kommunikation i Center for Ledelse og Strategi.

Kender du nogen, der kunne have gavn af tilbuddet? Så kan de tilmelde sig til projektleder Claus Borup Skovsgaard på tlf. 22 26 92 85. Første hold starter op den 4. juni, og derefter er der løbende optag. 

”Det er et rigtig godt koncept, som Dansk Golf Union og Diabetesforeningen er kommet med, fordi motion kan være med til at give mennesker med diabetes et bedre liv. Og vi har manglet et motionstilbud til denne gruppe, hvor alle kan være med. Det har vi fået nu,” siger Claus Borup Skovsgaard, der er projektleder i Center for Kultur og Fritid. 

Der er flere fordele ved, at du bevæger dig mere i din hverdag, når du har diabetes.

Motion og bevægelse øger virkningen af insulin, både hvis du har type 1 -og type 2-diabetes samt kan reducere din risiko for hjertekarsygdomme.

Fakta om Golf og Diabetes - introduktionsforløb

  • Opstart 4. juni kl. 17- 19
  • En måneds gratis træning, fire mandage i juni
  • Tilmelding til projektleder Claus Borup Skovsgaard på tlf. 22 26 92 85
  • Ishøj Gk´s pro-træner står for undervisningen
  • Max. antal deltagere er 25
  • Der vil være mulighed for løbende optag på holdet
  • Mulighed for spisning efter træning (diabetes-rigtig mad den sidste gang)
  • Mulighed for en kop kaffe inden træning.

Har du spørgsmål til projektet, så kontakt:

Senest opdateret 27. oktober 2021

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu