Hvad søger du?

3i1-målingen er færdig: Sådan har dine kollegaer det

Vi har nu fået analyseret besvarelserne fra vores store 3i1-undersøgelse. Her kan du læse, hvordan dine kollegaer har det her i kommunen

Så er vi klar!

Alle besvarelserne i vores store 3i1-undersøgelse er gjort op, og vi kan nu danne os et billede af, hvordan det står til med trivslen blandt medarbejderne i Ishøj Kommune.

Af de 1829 ansatte, som blev inviteret til at svare på undersøgelsen, endte 1532 med at deltage. Det giver en høj svarrate på hele 84 procent.

”Jeg er utrolig stolt af svarprocenten. Den betyder, at vi har et solidt datagrundlag til at analysere vores kommune som arbejdsplads. Men endnu vigtigere er den et udtryk for, at vores medarbejdere gerne vil deltage og bidrage til, at vi kan blive endnu bedre som arbejdsplads,” siger kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen.

Høj score – højt bundniveau

Hvis man ser på det overordnede resultat, viser besvarelserne, at medarbejderne generelt trives godt i Ishøj Kommune.

På en skala fra 1 til 7, hvor 7 er højest, lander det samlede gennemsnit af vurderingerne i undersøgelsen på 5,8 – og det er faktisk højere end de landsdækkende resultater, som vi kan sammenligne os med.

Generelt er tendensen for alle spørgsmål, at vi scorer højt (5,5 – 5,9), og at vores bundniveau også er højt.

Nogle af de spørgsmål, som vi scorer særligt højt på, er blandt andet de spørgsmål, som handler om samarbejde og engagement.

Fx har de fleste medarbejdere sat deres kryds ved 6 eller 7 – de to højeste svarmuligheder - på spørgsmålet om, hvor vidt de føler, at deres arbejde gør en positiv forskel for borgerne.

Samarbejde, hjælp og støtte

”Det er virkelig godt at se, at vi har et højt resultat her,” siger HR-chef Søren  Henriksen.

”Hvis man kan se meningen med sit arbejde – og som kommune handler det jo om at være til for borgerne – så tror jeg også, at det smitter af på de andre faktorer, der spiller ind på éns samlede trivsel.”

3i1-undersøgelsen viser også, at de fleste medarbejdere generelt er særdeles glade for deres arbejde og har et godt forhold til deres kollegaer her i Ishøj Kommune. Fx scorer vi særlig højt på de spørgsmål, der handler om samarbejde, hjælp og støtte fra kollegaerne. Her ligger vi vores samlede besvarelser på en score på over 6.

”Jeg er særlig stolt over, at vi scorer over landsgennemsnittet på spørgsmålet ’Jeg er glad for mit arbejde’. Det siger noget om, at arbejdsglæden har rigtigt gode vilkår her i vores kommune,” siger Søren Henriksen.

”Det skal vi se nærmere på”

Men alt er dog desværre ikke rosenrødt. Selvom medarbejderne generelt er glade for Ishøj Kommune, svarer en del medarbejdere, at de i løbet af de seneste 12 måneder har været udsat for krænkende adfærd i form af vold (ca. 13 procent), trusler (ca. 12 procent), mobning (ca. 9 procent) eller seksuel chikane (ca. 1 procent).

I de fleste tilfælde med vold og trusler står borgere bag, og denne form for krænkende adfærd går derfor typisk ud over medarbejdere, som har meget kontakt med borgerne. Mobning og seksuel chikane skyldes derimod både borgere, medarbejdere og eksterne samarbejdsrelationer.

”Hver eneste krænkende oplevelse er en dårlig oplevelse for meget, så det er noget, som vi ser på med stor alvor,” siger Søren Henriksen, som også vil kigge nærmere på resultaterne for sygefravær.

”Tallene viser, at 12 procent af medarbejderne i det seneste års tid har haft sygefravær, som skyldtes fysiske eller psykiske forhold på arbejdspladsen. Vi skal analysere resultaterne nærmere for at se, om vi eventuel kan finde et mønster i forhold til de forskellige fagområder. Det er vigtigt, at vi bliver så kloge som muligt på de her forhold,” siger HR-chefen.

Hvad skal der ske nu?

På lederdagen den 2. maj blev resultaterne fra 3i1-undersøgelsen gennemgået, og lederne fik vejledning i, hvordan de kan arbejde videre med resultaterne på deres egen arbejdspladser.

Her var en af pointerne fra direktionen, at vi ikke må ”slippe foden fra speederen”, når vi overordnet har så flotte resultater. Derfor er udfordringen nu både at fastholde de gode resultater, og samtidig sætte udvikling i gang på de områder, hvor resultaterne er lavere.

”Næste skridt er nu at starte en proces på alle arbejdspladser, hvor medarbejderne bliver involveret og skal give deres besyv til, hvordan de vil arbejde videre med trivsel og psykisk arbejdsmiljø,” fortæller Kåre Svarre Jakobsen.

Både fælles og lokal udvikling

Første del af arbejdet bliver at afholde dialogmøder på de enkelte arbejdspladser om resultaterne og herefter udarbejde en handleplan, som alle skal aflevere til HovedMED senest den 28. august. HovedMED vil derefter udvælge nogle temaer om trivsel, som vil komme i fokus i løbet 2018 og 2019.

”Vi vil have stort fokus på, at resultaterne fra undersøgelsen bliver brugt konstruktivt på de enkelte arbejdspladser. Ishøj Kommune er en arbejdsplads med mange arbejdspladser, så vi skal naturligvis også kigge på vores fælles udvikling, men vi vil som nævnt også have skarpt fokus på udviklingen på de lokale arbejdspladser,” siger kommunaldirektøren.

Hvis du vil læse mere om opfølgningen ligger alle opfølgningsmaterialer på uglen.ishoj.dk/3i1

Senest opdateret 25. maj 2018

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu