Hvad søger du?

Ny ordning skal sikre åbenhed og stoppe fejl

Tegning af fløjte med et menneske-ansigt i profil

Whistleblowerordning skal gøre det sikkert og trygt for medarbejdere og samarbejdspartnere at indberette et mistænkeligt forhold

Har du oplevet eller kendskab til grove fejl eller ulovligheder, men er du nervøs for at indberette det af frygt for konsekvenserne, eller har du oplevet manglende handling hos din nærmeste leder, hvis du påpegede problemet? Det vil Ishøj Kommune gerne komme til livs, og derfor har byrådet oprettet en såkaldt whistleblowerordning, som gik i luften ved årsskiftet. 

Siden 1. januar 2021 har det været muligt for både ansatte i kommunen, uanset ansættelsesform og timetal, samt samarbejdspartnere at indberette, hvis de oplever noget, der ikke burde finde sted.

Det kan både være strafbare forhold som tyveri, grove overtrædelser af tavshedspligt eller bestikkelse, alvorlige personlige konflikter på arbejdspladsen, f.eks. grov chikane herunder seksuel karakter, eller hvis der foregår en bevidst vildledning af borgere eller samarbejdspartnere. 

Åbenhed er vejen frem

Whistleblowerordningen er et supplement til den tillidsbaserede dialog mellem ledelse og medarbejdere eller samarbejdspartnere samt det eksisterende tillidsmands- og MED-system.

Ordningen er derfor et alternativ, der kan benyttes, hvis en medarbejder eller samarbejdspartner ikke føler sig tryg ved at bruge de almindelige kanaler, eller hvis vedkommende uden held har forsøgt at indberette noget til sin leder.

”For os handler det om, at man har det godt med at gå på arbejde og udføre ens mange, forskellige arbejdsopgaver i fællesskab med både borgere og kolleger både internt og eksternt. Det skal ikke opfattes som et forsøg på at udstille kolleger eller samarbejdspartnere, men derimod skal ordningen fungere som et middel, der skal sikre åbenhed og gennemsigtighed i kommunen,” fortæller HR-chef i Ishøj Kommune, Søren Henriksen. 

Anonymitet i højsædet 

Indberetningen skal basere sig på direkte kendskab til eller en begrundet mistanke. Det er Ishøj Kommunes borgerrådgiver, som modtager alle henvendelser via whistleblowerordningen, hvorefter det videresendes til administrationen, som foretager den videre undersøgelse. 

Hvis du vil benytte dig af ordningen, er der mulighed for fuld anonymitet, da du indberetter udenfor kommunens netværk på den særlige whistleblowerportal.

Læs mere om whistleblowerordningen på Ishøj Kommunes hjemmeside ishoj.dk
 

Senest opdateret 27. oktober 2021

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu