Hvad søger du?

Vi får fire mio. kr. ekstra om året i ny udligningsaftale

Ole Bjørstorp på sit kontor.

Det var en lettet borgmester, der modtog nyheden om en ny udligningsaftale, der giver os fire mio. kr. ekstra hvert år fra 2021

Tirsdag den 5. maj 2020 offentliggjorde regeringen sammen med sine forligspartnere en ny aftale for, hvor mange penge der skal sendes fra rige til fattige kommuner fra 2021 – det såkaldte udligningssystem, som skal give alle kommuner mulighed for at levere en ordentlig velfærd uanset indtægt.

Ifølge aftalen vil vi i Ishøj Kommune få 28 mio. kr. mere om året fra 2021.

Reelt vil gevinsten dog kun være på fire mio. kr. ekstra om året.

De 28 mio. kr. skal fratrækkes 24 mio. kr. fra tilskudspuljen til hovedstadskommuner med særlige økonomiske problemer, som kommunen ikke længere vil modtage som et selvstændigt beløb. Tilskuddet er med den nye udligningsaftale lagt ind i udligningssystemet.

Bedre end frygtet

Udligningsaftalen er et stykke fra, hvad borgmesteren havde frygtet, men heller ikke helt, hvad han havde drømt om.

”Man kan sige, at jeg på den ene side er lettet, men på den anden side også en smule mellemfornøjet. Venstre fik sat et kedeligt aftryk på aftalen med en halvering af udlændingeudligningen, men heldigvis blev det ikke den massakre på vores integrationsindsats, som jeg havde frygtet.

På den anden side fik vi heller ikke de 34 mio. kr., som regeringen havde lagt op til, og som kunne have lunet godt i en krisetid. Vi ender på cirka fire millioner kroner, når der er taget højde for det hovedstadstilskud, som før lå udenfor udligningen, men som nu tæller med i det samlede udligningsbeløb,” siger Ole Bjørstorp.

Vi har fortsat, udover udligningen, mulighed for at søge penge fra tilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner, som i aftalen er forhøjet fra 200 mio. kr. til 350 mio. kr.

Det er dog en pulje, som kommunen historisk har modtaget meget lidt fra.

Større økonomisk tryghed

På den positive side mener borgmesteren, at aftalen vil give kommunen en højere grad af sikkerhed for, hvad den har af penge at gøre godt med.

”For blot to år siden blev vi præsenteret for et udligningsudspil, hvor vi stod til at miste 54 mio. kr. om året. I regeringens eget udspil var vi i plus med 34 mio. kr., og efter forhandlingerne kan vi nu konstatere, at vi er på plus fire mio. kr. Det er noget af en rutsjebane-tur og ikke noget, der skaber tryghed.

Derfor har vi under forhandlingsforløbet efterlyst at få en større budgetsikkerhed. Det har vi nu fået med den brede politiske aftale, og det vil ruste os bedre til at tage kampen op mod de økonomiske konsekvenser af corona-krisen,” siger borgmester Ole Bjørstorp.

Han vil også gerne kvittere for, at regeringen og dens støtter har fået øjnene op for, at der også findes yderkommuner i hovedstadsområdet, og at de skal kompenseres for blandt andet mange syge ældre, der lever færre år end gennemsnittet.

”Aftalen retter op på flere skævheder i udligningssystemet. Blandt andet at udligningen, som den er i dag, overkompenserer rige kommuner med mange raske ældre. Det bliver der nu rettet op på med et nyt kriterie for middellevetid, som vi i Ishøj har været fortalere for. Til gengæld er systemet langt fra blevet mere enkelt at gennemskue, så det ønske fik vi ikke opfyldt,” siger Ole Bjørstorp.

Den nye udligningsreform træder i kraft fra 1. januar 2021.

Senest opdateret 27. oktober 2021

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu