Tilbuddet er netop blevet forlænget med ét år.
Siden lanceringen i oktober 2016 har vores kolleger på Akuttelefonen modtaget i nærheden af 200 opkald fra voksne med behov for hjælp til at håndtere en akut psykisk krise. Nu er tilbuddet forlænget til oktober 2018.
Tilbuddet er etableret i et samarbejde mellem otte kommuner: Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Tårnby og Dragør.
"Vi modtager opkald fra borgere, der er på nippet til at gøre selvskade og bruger Akuttelefonen som en hjælp til at undgå dette. Mange ringer ind med angst og uro. Gennem samtalerne med vores professionelle medarbejdere får de styr på tankerne og falder langsomt til ro, når de føler sig hørt og taget seriøst," siger Anette Rix, forstander på bostedet Kløverengen i Ishøj, og tilføjer:
"På spørgsmålet om borgeren ville ringe igen i en lignende situation, svarer 97 procent ja.”
Tilbuddet om psykisk krisehjælp blev lanceret tilbage i oktober sidste år netop for at dække et "hul" i de sene aften- og nattetimer, hvor andre tilbud om hjælp og rådgivning har lukket.
Akuttelefonen er bemandet af professionelle medarbejdere fra bostedet Kløverengen i Ishøj Kommune, som er vant til at yde psykisk krisehjælp til mennesker med et akut behov.
Senest opdateret 24. oktober 2017