Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening (DSD), hvor Ishøj Kommune er medlem, har været i udbud om et nyt elektronisk omsorgssystem (EOJ) og en ny elektronisk borgerjournal (ESJ).
Efter en meget grundig evalueringsproces er resultatet, at virksomheden Systematic A/S blev vurderet som den tilbudsgiver, der har afgivet det bedste tilbud.
Systematics EOJ-system er et nyt omsorgssystem, som har KL's standard Fælles Sprog III indbygget i brugergrænsefladen, og det betyder, at det bliver let og effektivt for vores kollegaer i fx hjemmeplejen at dokumentere, opdatere og genbruge relevante oplysninger om den enkelte borger.
Store dele af dokumentationsopgaverne vil i fremtiden kunne klares via telefoner og tablets og ved afkrydsning af felter, og det vil være langt hurtigere for medarbejderne, der hidtil har været vant til at skulle dokumentere ved hjælp af tekst.
Samtidig sikrer brugen af Fælles Sprog III i systemet, at der bliver skabt sammenhæng og bedre mulighed for samarbejde på tværs af de specialiserede fagpersoner, faggrupper og funktioner i kommunen.
Det nye ESJ-system fra Systematics fungerer på tilsvarende måde og er tilpasset socialområdet.
Selve udbuddet har været gennemført med forhandling i tre runder, hvor der har været en konstruktiv dialog mellem udbyder og tilbudsgivere.
"Det har været en tæt afgørelse med tre tilbud af en meget høj kvalitet," siger bestyrelsesformand i Den Storkøbenhavnske Digitaliseringsforening (DSD), direktør Per Aalbæk Nielsen fra Høje-Taastrup Kommune.
Han forklarer, at processen har medført en løbende kvalificering af både udbudsmateriale og tilbud, og at foreningen ser dette som et positivt tegn på, at markedet har været villig til at lytte til udbudsgiver og imødekomme de behov, som er vigtige for de kommuner, som deltog i udbudsforretningen.
De 13 kommuner, som er medlemmer af DSD, har aftalt en fælles implementeringsmodel, som skal prøves af i praksis for første gang i kommunerne.
Modellen skal give kommunerne mulighed for at lære af hinanden, og der er lagt op til et kontinuerligt samarbejde omkring uddannelse, organisering og gevinstrealisering på området.
Implementeringen af ESJ-løsning vil løbe af stabelen i løbet af 2018/2019.
Senest opdateret 26. oktober 2018