Konsortiet Ishøj Fællesantenne (Konsortiet) har vundet kontrakten med Ishøj Kommune om at ombygge, drive og tilbyde indhold på Ishøj Fællesantenne de næste fire år.
Borgmester Ole Bjørstorp og kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen skrev onsdag den 22. marts under på en kontrakt, som vil gøre Konsortiet til Ishøj Fællesantennes nye udbyder.
Den nye udbyder består af selskaberne OLC Holding, Content Company og Kabelplus og vil fremadrettet blot markedsføre sig som ’Kabelplus’.
På vegne af udbyderen satte direktør Kenneth Christensen fra Content Company og direktør Henrik Lind fra OLC Holding deres signatur på kontrakten i byrådssalen på Ishøj Rådhus.
Udbuddet har været i gang siden november sidste år.
I udbuddet deltog også den nuværende leverandør på Ishøj Fællesantenne, YouSee, men i sidste ende blev Konsortiet vurderet til at være den rette leverandør i fremtiden.
Kommunen og Konsortiet skal nu sikre en smidig overgang fra YouSee, der i de sidste otte år har serviceret nettet og leveret indhold på Ishøj Fællesantenne.
Konsortiet er naturligvis stolte over at få tildelt kontrakten og mener, at opskriften på aftalen med Ishøj Kommune har været masser af hårdt arbejde og god timing:
”Vi har gennem hele forløbet lyttet til kommunens ønsker og krav, og justeret vores tilbud efter disse. Vi er på den måde kommet med, hvad vi anser, som de helt rigtige løsninger og services, der kan bringe Ishøj Fællesantenne helt i front, når det gælder programindhold og internetservices på fællesantenneanlægget,” siger Kenneth Christensen, der bliver den ene af to direktører i Konsortiet.
Henrik Lind, den anden direktør i Konsortiet, supplerer:
”Et af de store fokuspunkter i vores tilbud på Ishøj Fællesantenne har været at gøre det let at koble flere indholdsleverandører på, så der bliver øget konkurrence. Vi har desuden arbejdet på at skabe god kvalitet til de bedste priser til gavn for medlemmerne af Ishøj Fællesantenne. Derudover går vi op i at være lokalt forankret og vil etablere en butik centralt i Ishøj, hvorfra vi kan servicere vores kunder.”
Borgmester Ole Bjørstorp er glad for, at en ny driftsaftale nu er i hus:
”Konsortiet har været konkurrencedygtige på alle punkter, og med deres tilbud har de overbevist byrådet om, at de er den rette leverandør til Ishøj Fællesantenne. Deres fokus på en lokalt forankret serviceenhed kombineret med deres gode priser for borgerne og deres fleksible løsninger var udslagsgivende for, at valget af Konsortiet blev enstemmigt vedtaget af byrådet.”
Torben Rune, stifter af konsulentfirmaet Netplan, der har assisteret kommunen med udbuddet, bakker op om leverandørvalget ved at konstatere:
”Konsortiet har haft en meget høj score på hvert af de kriterier, vi har målt dem på, og de stod derfor meget stærkt i vurderingen. Konsortiet har under hele forhandlingsforløbet justeret sit tilbud efter de ønsker, som Ishøj Kommune har givet udtryk for.”
Som en del af aftalen skal Konsortiet etablere sig lokalt med en servicebutik centralt i Ishøj og ansatte borgere fra byen.
Se TV-Ishøjs indslag fra underskrifts-seancen:
:
Har du spørgsmål til artiklen? Kontakt:
Medlemmer af Ishøj Fællesantenne kan holde sig opdateret på vores hjemmeside:
www.ishoj.dk/fremtidensfællesantenne.
De kan læse mere om Konsortiet og de produkter, som de kan vælge på Konsortiets hjemmeside:
www.kabelplus.dk.
Senest opdateret 27. oktober 2021