Efter afskeden med Anders Hvid Jensen er det nu tid til at se frem til ankomsten af en ny kommunaldirektør. Processen er allerede i gang, og et jobopslag bliver lagt ud på de relevante fora i starten af næste måned.
Ansøgningsfristen ligger i starten af januar 2017, hvorefter første runde jobsamtaler forventes afholdt kort efter, mens anden runde finder sted i slutningen af januar.
Det er en spændende tid, som vi går i møde. Ikke alene bliver det interessant at se, hvilke kandidater der melder sig på banen til stillingen som kommunaldirektør i Ishøj Kommune. Det bliver også spændende at se, hvilke nye tiltag og tanker om både den daglige drift af kommunen samt dennes fremtid, som vores kommende kommunaldirektør har at byde ind med. Jeg er sikker på, at vi går en god tid i møde, hvor Ishøj Kommune bliver styrket både interne og eksternt.
Indtil ansættelsen, som forventes at være senest 1. april 2017, er det Teknik- og miljødirektør, Kåre Svarre Jakobsen, der besidder stillingen som konstitueret kommunaldirektør.
Med venlig hilsen
Ole Bjørstorp
Borgmester
Senest opdateret 21. november 2016