Hvad søger du?

Erhvervskontor

På erhvervskontoret yder vi lokal erhvervsservice til det etablerede erhvervsliv, understøtter Ishøj Erhvervsforening og arbejder på kommunens erhvervsudvikling

Erhvervspolitik

Ishøj Kommunes Byråd har i oktober 2014 vedtaget ny erhvervspolitik.

I erhvervspolitikken kan du læse om kommunens ambitioner for fremtidens erhvervsudvikling.

Erhvervsmæssige styrkepositioner

Ishøj er karakteriseret ved mange virksomheder inden for detailhandlen, håndværk, transport og industri.

Ishøj er et attraktivt sted at drive virksomhed. Det skyldes bl.a. kommunens beliggenhed 20 minutters kørsel fra København, en veludbygget infrastruktur med nem adgang til motorvejsnettet og et velfungerende offentligt transportsystem med S-togsstation samt en kommende letbane. 

I DI's årlige undersøgelse 'Lokalt Erhvervsklima 2015' opnåede Ishøj Kommune at blive Vestegnens bedst placerede og samlet set nummer 11 ud af de i alt 96 kommuner, der indgik i undersøgelsen. Det skyldes især virksomhedernes øgede tilfredshed med det overordnede erhvervsklima. I kategorierne 'Infrastruktur og transport' og 'Kommunal sagsbehandling' er kommunen placeret på en femteplads. Virksomhederne er så glade for kommunens behandling af deres byggesager, at Ishøj nu er Danmarks tredjebedste kommune på det felt.

Erhvervsområder

I Ishøj har vi tre eksisterende erhvervsområder og endnu et på vej. Derudover er der virksomheder på Ishøj Havn, i landsbymiljøet og i Ishøj By Center.

Det såkaldte 'Store Erhvervsområde' ligger i området mellem Vejleåvej, Ishøj Stationsvej og Køge Bugt Motorvejen. Det 'Lille Erhvervsområde' ligger i området mellem s-togsbanen, Vejlebrovej og Ishøj Strandvej. 

Det nye erhvervsområde, Winthersminde, ligger i forlængelse af det eksisterende 'Store Erhvervsområde' i en trekant mellem Ishøj Stationsvej, Motorring 4 og den kommende højhastighedsbane mellem København og Ringsted. Erhvervsområdet er øremærket transport- og distributionsvirksomheder.

Desuden er der planer om at anlægge et fjerde erhvervsområde i arealet mellem Vejleåvej og den kommende højhastighedsbane. Området er endnu ikke navngivet, men går under kaldenavnet 'Bananen' grundet arealets smalle, aflange form.

Læs mere om Winthersminde på kommunens hjemmeside

Ishøj Erhvervsforening

Erhvervskontoret fungerer som sekretariat for Ishøj Erhvervsforening. Vi redigerer foreningens hjemmeside, udgiver det månedlige Nyhedsbrev Ishøj Erhverv og afholder arrangementer efter medlemmernes ønsker. Vi er desuden til stede på digitale medier. Find os på henholdsvis Facebook og LinkedIn.

Erhvervskontaktudvalget

Erhvervskontoret fungerer som sekretariat for Erhvervskontaktudvalget, der er et samarbejdsforum mellem Ishøj Kommune og det lokale erhvervslivs parter.

Internationalt samarbejde

Som noget nyt er Erhvervskontoret begyndt at afsøge mulighederne for kommunens engagement i internationalt samarbejde. Erhvervskontoret deltager derfor i Copenhagen EU Office's netværksmøder og holder sig orienteret om aktuelle EU-projekter, der kunne være interessante for Ishøj Kommune at deltage i.

Samarbejdspartnere

Kontakt

Senest opdateret 3. juli 2017