Hvad søger du?

Sjællands bedste uddannelsesvejledning ligger i Ishøj

Foto: Henrik Brøsti Jørgensen.

UU:center syd er af brugerne vurderet til at være bedst til uddannelsesvejledning på Sjælland. Centret vejleder unge fra Brøndby, Hvidovre og Ishøj

Det kan være en stor mundfuld for de unge at finde ud, hvilken ungdomsuddannelse der er den rette for dem, for der er rigtig mange at vælge imellem. Heldigvis er der rigtig god hjælp at hente hos uddannelsesvejlederne på UU:center syd. Det mener de unge selv i en ny brugerundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), hvor de blandt andet er blevet spurgt om, hvor meget vejledningsaktiviteterne samlet set har hjulpet dem til at finde ud af, hvad de vil efter folkeskolen. Det er her UU:center syd får den bedste bedømmelse af alle centre på Sjælland og ender som femtebedste på landsplan.

Centerleder Søren Elnebo Lau forklarer det gode resultat med et stort fokus på at gøre de unge uddannelsesparate efter 9. og 10. klasse.

”Der er en lang tradition for et meget frugtbart samarbejde mellem skolerne og UU:centret og en helhedsindsats i alle tre kommuner.”

Undersøgelsen viser også, at det særligt er tre vejledningsaktiviteter, som de unge føler, de får noget ud af. Det er åbent hus-arrangementer på ungdomsuddannnelser, brobygning på ungdomuddannelser og erhvervspraktik.

”Det har en virkelig stor effekt på deres valg, når de unge kommer ud og oplever uddannelserne og i nogle tilfælde får ting i hænderne. De får et billede af, om det kunne være dem om nogle år og bliver trygge ved deres valg, når de får en grundig introduktion til de forskellige brancher, særligt på erhvervsskoleområdet, men også på det gymnasienelle område,” siger centerleder Søren Elnebo Lau.

Lytter til både forældre og vejledere

Det er ikke kun uddannelsesvejlederne, som de unge føler hjælper dem med at træffe deres valg. Det gør deres familie også og endda i endnu højere grad end vejlederne, viser brugerundersøgelsen. 74 procent af eleverne føler, at deres familie har hjulpet dem meget eller hjulpet dem noget i forbindelse med deres uddannelsesvalg. 39 procent mener, deres UU-vejleder har hjulpet dem meget eller noget. Det er noget, de også er bevidste om på UU:center syd, hvor de gerne vil i endnu tættere dialog med forældrene.

”I forbindelse med den nye vejledningsreform skal en del af de unge udfylde deres uddannelsesansøgning elektronisk sammen med deres forældre i stedet for sammen med en vejleder. Derfor inviterer vi i løbet af vinteren forældrene til nogle møder for at informere dem,” siger Søren Elnebo Lau.

Brugerundersøgelsen omfatter elever i 9. klasse, 10. klasse og specialklasse og er gennemført i april 2015 på alle folkeskoler, private grundskoler, kommunale ungdomsskoler og efterskoler, hvor UU varetager vejledningen. Alle landets 54 UU-centre er blevet målt og vejet med det formål at måle elevernes udbytte og tilfredshed med den vejledning, de har modtaget og at give de enkelte UU-centre mulighed for at udvikle kvaliteten af den vejledning, de leverer.

Senest opdateret 27. oktober 2021

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu