Hvad søger du?

Budgetprocessen for 2024 er gået i gang

Med budgetseminaret den 14. februar blev budgetprocessen for 2024 skudt i gang. Her får du en status over vores nuværende økonomiske situation og vurderingen i forhold til budget 2024

Hvordan er den økonomiske situation i Ishøj Kommune? Det giver vi dig et kort overblik over her.

Den første administrative budgetopfølgning i 2023 peger på et forventet større udgiftspres i Center for Voksne og Velfærd (CVV) på 12 millioner kroner og på 6,9 millioner kroner i Center for Børn og Forebyggelse (CBF). 

Det relaterer i sig i CVV primært til køb og salg af plejehjemspladser og hjemmehjælp, BPA-ordning og udgifter til flextrafik. I CBF drejer det sig om forventede flere udgifter til specialundervisning til børn med funktionsnedsættelser. 

Herudover er det vanskeligt at vurdere, hvordan energipriserne udvikler sig i 2023. Som det ser ud lige nu, vurderer Center for Ejendomme og Arealer et forventet merforbrug på 1-5 millioner kroner. 
Alt det kan få betydning for budget 2024, hvis vi ikke får håndteret udgiftspresset tilstrækkeligt i 2023.

Fagudvalg skal pege på spareforslag til budget 2024

Det er endnu for tidligt præcist at vurdere den økonomiske status for budget 2024, da Regeringen og KL først forventes at forhandle servicerammen og anlægsrammen på plads i juni måned. 

Servicerammen er den aftalte ramme for, hvor mange penge Ishøj Kommune må bruge på serviceudgifter, dvs. penge til at drive bl.a. skoler, dagtilbud, ældreområdet, socialområdet mv. Anlægsrammen er rammen for, hvor mange penge Ishøj Kommune må bruge på bygge og anlægsinvesteringer. 

Selvom det er tidligt, er det administrationens vurdering, at det er nødvendigt, at der udarbejdes et rådighedskatalog med besparelsesforslag for at bringe budget 2024 i balance.  

På den baggrund har Økonomi- og Planudvalget på et møde den 27. februar besluttet, at der i forbindelse med budget 2024 udarbejdes et rådighedskatalog med besparelsesforslag på 20,5 millioner kroner. Rådighedskataloget er forslag, som giver byrådet politiske prioriteringsmuligheder til budgetforhandlingerne senere på året.

Fordelingen på rådighedskataloget er: 

  • Social- og Sundhedsudvalget 6 mio. kr.
  • Børne- og Undervisningsudvalget 6 mio. kr.
  • Teknik- og Bygningsudvalget 2 mio. kr.
  • Klima- og Miljøudvalget 0 mio. kr.
  • Kultur- og Fritidsudvalget 3 mio. kr.
  • Økonomi- og Planudvalget 3 mio. kr.
  • Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 0,5 mio. kr.

Vores serviceramme er vokset med 5 procent

Over de seneste fem år er Ishøj Kommunes serviceramme vokset med 5 procent. Vores budget er således vokset, dvs. vi bruger flere penge, men vi får behov for at omprioritere. Det gør vi, fordi nogle områder har fået flere brugere, f.eks. ældreområdet, og derfor må andre områder bidrage til, at vi får økonomien i balance. 

For at understøtte de politiske prioriteringsdrøftelser har administrationen udarbejdet nøgletal samt potentialeberegninger på udvalgte områder under de politiske udvalg. Nøgletallene er udarbejdet af VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter. Se nøgletallene og potentialer her

Tallene viser, at Ishøj Kommunes udgiftsniveau på mange områder ligger en del højere end sammenlignelige kommuner. Bl.a. på Ældreområdet, skoleområdet og vejvæsen.

Nøgletallene og potentialeberegningerne er tænkt som inspiration til den videre drøftelse af konkrete råderumsforslag i fagudvalgene. 

På budgetseminaret gav Morten Mandøe (cheføkonom fra KL) et 10 minutters videooplæg omkring ”Hvordan er rigets tilstand”. Se videooplægget her

Faktaboks: Tidsplan for budgetprocessen

Februar
Byrådsseminar 

Marts-maj 
Drøftelser i fagudvalgene om bidrag til rådighedskatalog.

15. juni
Frist for aflevering af politiske drifts-og anlægsønsker 

Juni 
Økonomiaftale mellem Regeringen og KL falder på plads

16. august – 5. september
Budgetmateriale sendes i høring til den 5. september i bl.a. råd, brugerbestyrelser og MED-udvalg

5. september
Byrådet 1. behandler budgetforslaget 

7. september
Budgetseminar II – HovedMED deltager 

5. oktober
Byrådet 2. behandler budgetforslaget på ekstraordinært byrådsmøde

Senest opdateret 26. maj 2023

1156

af dine kolleger er allerede tilmeldt vores interne nyhedsbrev

Tilmeld dig Ishøj indefra nu